Nibe Festival har nu offentliggjort de første navne, der skal gæste Skalskoven til sommer.

Og hvis man tror, medarbejdere og frivillige på Nibe Festival ligger på den lade side, bare fordi vi er uden for festivalsæsonen, så tro om igen, lyder det fra festivalleder Peter Møller Madsen.
 
- Der er tværtimod fuld knald på arbejdet med at få endnu en festival op at stå til sommeren 2017. Der er blevet knoklet med et nyt samarbejde med festivalens nye reklamebureau, lancering af en ny visuel profil, og nu offentliggørelsen af de første navne på spilleplanen - legendariske bands på hver sin måde.
 
De tre første navne på plakaten er:
 
Kim Larsen & Kjukken
Ingen over, ingen ved siden af: Kim Larsen er uden tvivl en ener. Siden 1969 har han markeret sig med numre, som har gjort ham til den ubestridt største leverandør til den danske sangskat. Han har adskillige gange gæstet Nibe med stor succes, og han er i 2017 atter at finde i Skalskoven, sammen med det altid velspillende Kjukken.

Kim Larsen - atter på plads i Skalskoven 2017. Foto: Morten Rygaard.

 
Allan Olsen & band
Fra det nordlige Jylland, nærmere betegnet Frederikshavn, kommer den folkekære sangskriver Allan Olsen. Med tekster ofte på vendelbomål har Allan Olsen charmeret og fascineret hele Danmarks befolkning på tværs af geografi og aldersgrupper. Olsen er i topform, og til sommer er han med til at skabe festen på Nibe Festival.

Allan Olsen er tilbage på Nibe Festival 2017.

 
Carpark North
Med hits som »Transparent and Glasslike«, »Human” og “Best Day” må Carpark North siges at være et af nyere tids største danske rockorkestre. I 2017 tager bandet på turné og kommer forbi prominente spillesteder landet over - og Nibe Festival er selvfølgelig ingen undtagelse. Bandet holdt en mindeværdig koncert på festivalen i 2014, og det er med stor glæde, at Nibe Festival igen har Carpark North på programmet.
 
Første led i en række
Dagens tre offentliggørelser er selvfølgelig kun begyndelsen, men en god en af slagsen for Nibe Festival 2017. På programmet kommer gæsterne til at finde stor variation -  fra det store og folkelige, over det intime og skrøbelige, til det hårde og mesterlige, understreger Peter Møller Madsen.
 
Nibe Festival 2017 bliver en bred palet af genrer, udtryk, og oplevelser i hjertet af den smukke skov, og allerede nu mærker man festivalfeberen brede sig.