De evigt populære Suspekt vender tilbage til Skalskoven - for 10. år i træk.

Nibe Festival kan for 10. gang i træk byde Suspekt velkommen i Skalskoven, når årets udgave af den populære festival løber af stablen kort efter midsommer.

I 2016 omdannede de Hestepladsen til en kogende og sitrende fest, som sjældent er set på disse breddegrader. Året 2017 tegner imidlertid til at blive en endnu større succes for Albertslund-slænget.

Forum i København, SCC i Aarhus og AKKC i Aalborg skal rives fra hinanden, når Rune Rask, Orgi-E og Bai-D bringer deres fandenivoldske, pivfrække og no-nonsense rap til nogle af landets største sale - og selvfølgelig også til Skalskoven.

Koncerten på Nibe er gruppens 10 års jubilæum på festivalen - og mon ikke, Stor Scene står stadig og er klar til at invitere alle søndagsbørn og proletarer til endnu en vild fest – lyder det fra festivalleder Peter Møller Madsen.

Suspekt bliver del af et program, der allerede nu indeholder en bred vifte af kunstnere: L.O.C., Kim Larsen & Kjukken, Carpark North, Allan Olsen & Band, D-A-D, Magtens Korridorer, Phlake, Karl William, Benal, Jacob Dinesen, Pede B m.fl.

Suspekt. Foto: Mikkel Werenberg, Nibe Festivals Foto-team