Torsdag samles repræsentanter for ca. 30 foreninger og får andel i overskuddet.

Nibe Festival 2016 blev en meget stor succes. Festivalen satte publikumsrekord, omsætningsrekord og også overskuddet slog forrige års rekord.
Omsætningen nåede lige underkanten af 30 millioner. Det betyder, at vi kan lave en rekordudlodning, nærmere bestemt uddeler vi næsten 1,4 million til mere end 30 foreninger, hvor størstedelen er involveret i festivalen og er helt afgørende for, at festivalen hvert år kan afvikles, oplyser festivalleder Peter Møller Madsen.

Det glæder os meget, for det er netop et af festivalens vigtigste formål at støtte foreningslivet og andet almennyttigt. Vi ved, at de mange penge gør en forskel – blandt andet med ungdomsarbejdet ude i mange af foreningerne.

De mange donationer uddeles ved en sammenkomst torsdag for de mange foreningsrepræsentanter, hvor også borgmester Thomas Kastrup-Larsen har meldt sin ankomst.

Medhjælpere lægger flis ud på skovstierne efter en regnfuld nat. Foto: Mads Dalum Poulsen, Nibe Festivals Foto-team.