De sidste 21 navne føjes til årets musikprogram på Nibe Festival.
Med mindre end 90 dage til starten på årets Nibe Festival offentliggøres de sidste artister til det musikalske program i 2017.
De nye navne spænder vidt i deres genrer. Der er alt lige fra de velkendte musikere, klassikerne til nyere ansigter i musikbranchen. Så der må siges at være noget for hver en smag til sommerens fest i Skalskoven.
- Det glæder os, at vi har fået så mange rosende ord for programmet so far. Og herligt, at vi samtidig kan sætte et stort og bredt punktum på årets program, siger festivalleder Peter Møller Madsen.

Nik & Jay
De er nogle af de største hitmagere nogensinde på den danske musikscene. Fuldtræffer på fuldtræffer har sendt Nik & Jay op i den absolutte elite, når det gælder pop, R&B og rap. Nok har de en del år på bagen, men attituden, leveringen og det uovervindelige energiniveau står stadig intakt. Nik & Jay har netop indledt en omfattende arena-turne, som kulminerer til maj i den mastodontiske Royal Arena i København. Det er med andre ord en duo i topform, som rammer Skalskoven til sommer. Nik & Jay virker udtømmelige for deres kreative kunnen, og en koncert i Skalskoven er endnu engang det helt perfekte match!

Lars Lilholt Band

Hvis to ting matcher hinanden, så er det Nibe og Lars Lilholt... Gentagende gange har han med sit band tryllebundet skoven med sin charme og fantastiske sange. I 2017 byder han igen publikum velkommen til en perlerække af hits, som har sikret ham en position som en af landets mest respekterede sangskrivere. Når Lars Lilholt Band spiller til sommer, vil der på sætlisten ånde sange fra hele Lars Lilholts lange karriere – og mon ikke både Kald det kærlighed, Held og Lykke, Hvidsten kro, Cafe Måneskin og nogle af de nyeste sange er med. Helt sikkert vil der dog gjalde et voldsomt ”Hej Ho” ud i natten, når bandet nådesløst vil trampe Den Hvide Dværg!

Gilli
 Gilli
har længe været en integreret del af det rapmiljø, som de sidste år har nydt stor succes i Danmark. Han har dog også vist, at han mere end kan stå på egne ben. Udgivelserne af “C’est la vie”, “Tidligt op” og “Orale” har sendt ham op på øverste hylde, og Gilli er en eftertragtet herre. Hans debutalbum lader endnu vente på sig, men der er uden tvivl noget nyt og stort i vente fra Nørrebro-rapperen Gilli!

Lord Siva

Nordjyske Lord Sivas karriere har siden debuten i 2014 kun gået opad. Den dybtfølte og melankolske 90’er R&B har plantet sig direkte i mellemgulvet hos musikelskere landet over, og Lord Siva har efterhånden opnået stjernestatus trods sin korte levetid på scenen. Lord Siva har turneret det meste af landet tyndt – og det med store roser til følge. Til foråret udkommer tredje og sidste del af en EP-triologi, der allerede har kastet 100 fra 2014 og 180 fra 2015 af sig. Det er Hukaos-producer Carl Barsk, der også samarbejder med Karl William, der står bag Lord Sivas musikunivers. Det er derfor også en højaktuel Lord Siva, som gør sin entré på Nibe Festival 2017.

Ida Corr

Dansk/gambianske Ida Corr har siden 2005 markeret sig som en af de bedste divaer på den danske musikscene. Samarbejder med så prominente navne som Fedde Le Grand har sendt hende op blandt stjernerne, og hun har samtidig ageret i en række mediesammenhænge. Ida Corr vil på Nibe Festival levere et højintenst show bestående af pop, soul, house og alt derimellem. Der er med andre ord lagt op til en sand fest, når diva nummer 1 træder ind på årets Nibe Festival!

Infernal

En vaskeægte jubilæumskoncert er i vente, når Infernal gæster Nibe Festival til sommer. I 20 år har makkerparret Lina Rafn og Paw Lagermann serveret hårdtpumpende electro-hits som From Paris To Berlin, Whenever You Need Me og Ten Miles. Rygterne siger, at Infernal i dette jubilæumsår præsenterer et show, som er sprængfyldt med power og leveret med den vanlige fandenivoldskhed. Med hele 26 singler bag sig, er der lagt i kakkelovnen til en tour de force af en hitparade, når den hårdtslående duo rammer Nibe Festival til sommer.

Jonah Blacksmith

Dansk country og folkrock har sjældent stået så stærkt, som den gør med Jonah Blacksmiths indtræden på scenen. Bandet har siden debuten i 2015 høstet så store roser, at man ikke rigtig kan tro det. Men både på plade og live er Jonah Blacksmith eminente, og de har tilføjet helt nye elementer til musikken fra Guds eget land. Det er som skabt til en eftermiddag i bagende sommersol, og GAFFA har kaldt deres nyeste album fra 2017 for ”Kandidat til sommerens stærkeste soundtrack”. Jonah Blacksmith er på én og samme tid bagudskuende, men også dybt fremadskuende i deres musikalske udtryk – et udtryk, som vil ramme publikum direkte i solar plexus.

Lis Sørensen

Hun har optrådt i et hav af succesfulde konstellationer, og samtidig har hendes solokarriere bragt hende helt til tops. Hendes blanding af rock, pop og country har i årtier sat spor i den danske musik, og Lis Sørensen virker den dag idag stadig til at være på toppen. Albummet Bedre Tider er netop udkommet, og det viser en bundsolid side af Lis Sørensen. Den smukke vokal er intakt, de forførende tekster står stadig skarpt, og hendes band virker bedre spillende end nogensinde. Byd Lis Sørensen hjerteligt varmt velkommen på årets plakat!

Tue West & Band

Da Tue West debuterede i 2003 var det med uimodståelige hits som En sang om kærlighed, Hun er fri og Sig du er sikker. Efterfølgende har Tue West og hans band udgivet 5 albums med det seneste udspil Der er ingen der venter på os fra 2016. Albummet modtog fornemme anmeldelser landet over, og Tue West drager i kølvandet på en omfattende turné, som nu også bringer ham forbi Nibe. Forvent gamle klassikere, krydret med nye sjælfulde popsange, og en karismatisk Tue West som evig indpisker og unik forsanger i et fantastisk velspillende band!

Bisse

6 ekstremt anmelderroste album på blot halvandet år, er hvad Bisse har bedrevet! Derudover er priserne regnet ned over manden med det borgerlige navn, Thorbjørn Radisch Bredkjær. Hans finurlige tekstunivers, karakteristiske vokal og excentriske fremtæden trækkker paralleller til aldrende stjerner som CV Jørgensen og Lars H.U.G, men Bisses univers er på samme tid fuldstændig unikt. Han blev med Seks Hjerter allemandseje, men er stadig en dybt udfordrende kunstner – med tyk streg under K! Bisse vil uden tvivl forføre publikum på Nibe Festival, når den højaktuelle Københavner rammer Nibe Festival.

Roben & Knud

Børnesange for voksne er en passende beskrivelse for, hvad Roben & Knud siden 1997 har præsenteret. Dybt humoristiske tekster, uanede mængder af energi og altid velspillende har Roben & Knud gang på gang forført på Nibe. 2017 er ingen undtagelse, og d’herrer Roben & Knud medbringer verdens farligste dyr, tulipaner og pingviner til os.

Juncker

Den anmelderroste sangskriver Juncker parrer politiske tekster, negative energier og gennemkomponerede melodier, der tilsammen danner et formfuldendt lydbillede, som har slået velklingende siden hans debut i 2004. Hvem husker ikke klassikerne Mogens og Karen og Havana, som begge har været reelle kæmpehits i Danmark? Juncker er evigt fornyende, hvilket kommer til udtryk på det nyeste album Bivirkninger fra 2016. Albummet modtog store roser, blandt andet 5 hjerter i Politiken, og anses af flere som Junckers hidtil bedste. Gør jer klar til en uimodståelig popkoncert i en varme eftermiddagssol, når Juncker med sit band kommer til Nibe Festival.

Ida Nielsen & Band

Ida Nielsen er noget af det tætteste, vi kommer på en dansk verdensstjerne. Siden 2010 var hun Princes faste bassist i den lille funk-magikers band, The New Power Generation. Med andre ord har Ida arbejdet med en af historiens største musikere, og hendes talent kan ingen sætte spørgsmålstegn ved. Ida Nielsen bringer på Nibe sit eget band, som uden tvivl vil levere uimodståelige og groovy funk-baskere, som ikke kan andet end at plante sig i fødderne ved publikum.

ANYA
Adskillige respekterede stemmer i den danske musikbranche har udråbt ANYA til ”One to watch”. Vi har taget anbefalingen til os, og er derfor stolte af at kunne præsentere unge ANYA til årets program. Anja Pil Christoffersen, eller ANYA, spiller amerikansk R&B og har med sangene Greet Me og Doorstep slået sit navn fast, som en af de mest eftertragtede unge kunstnere i landet.

Powersolo vs. The Courettes

En decideret unik oplevelse er, hvad der er i vente, når PowerSolo vs. The Courettes slår pjalterne sammen på Nibe Festival. PowerSolo med yderst karismatiske Kim Kix i front har i årevis turneret Danmark og Europa tyndt og har efterhånden nået kultstatus med deres humoristiske og udfordrende rock-shows. Duoen The Courettes består af Brasilianske Flavia Couri og Martin Wild, som tilsammen danner et hårdtslående garagerockband, som kun ser sig én vej - og det er fremad. Nok rammer de ikke toppen af plakaten, men skal vi anbefale én koncert på Nibe til sommer, så kunne denne meget vel være et bud! Det er højoktant rockmusik fra den bedste danske skuffe!

The Bats

I 1985 var The Bats hovednavn på den første Nibe Festival nogensinde, hvor fire unge mænd spillede rock ’n’ roll. De har dermed været med til at skrive festivalens historie, og er derfor også en del af årets program. Nok er de ikke hovednavn på plakaten, men The Bats er så meget en oplevelse værd, at de kun får de største anbefalinger herfra.
De Danske Hyrder
7 rappere, 7 personligheder og over 15 millioner streams. Nok er De Danske Hyrder ukendte for de fleste, men deres enorme succes er ikke til at tage fejl af. De Danske Hyrder har netop udgivet deres debutalbum DDH, som er et album fyldt med glæde, fællesskab, minder og livets overvejelser. Deres energiske liveshows har skabt genklang i det danske musiklandskab, og de er blevet blandt landets foretrukne partystarters. Klæd jer på til et fantastisk rapshow, når De Danske Hyrder rammer Nibe Festival 2017!

Thorbjørn Risager & The Black Tornado
Han har en uddannelse fra Det Rytmiske Musikkonservatorium, en pris som årets blues-musiker og et hav af udgivelser bag sig. Thorbjørn Risager har siden 2004 været en yderst produktiv herre, og står den dag i dag stadig, som en af landets mest prominente musikere. Den internationale bevågenhed har også sat sine spor: tyske og britiske priser for uimodståelige værker, som helt sikkert vil blive en del af repertoiret, når Thorbjørn Risager med sit band gæster Nibe Festival.

Guns ‘N’ Roses Jam

Mere aktuelle og autentiske end nogensinde før! Guns ’N’ Roses Jam hylder et af verdens største og mest sprængfarlige rockorkestre - og det med bravur. Stilen er der, lyden er der, attituden er der. Vi kommer ikke tættere på den vaskeægte vare, og jer, som har hørt Guns ’N’ Roses Jam før, vil nikke genkendende til dette. Sangkataloget tager udgangspunkt i succes-albummet Appetite For Destruction, og der er dermed lagt op til en legendarisk hitparade af udødelige rockklassikere, når Guns ’N’ Roses Jam splitter Nibe ad.

Almost AC/DC

Med den fælles fortid og nutid in mente giver det kun god mening af Almost AC/DC også er at finde på årets program. Almost AC/DC har gang på gang leveret en tribute til rocktoget, der er så tro, at man næsten fornemmer, at man er til seance hos Angus Young og hans højoktane orkester. Almost AC/DC lover et endnu større og mere helstøbt show, end da de gæstede Nibe tilbage i 2014. Dengang rev de publikum omkuld med hits som Highway To Hell, Thunderstruck og Back In Black – det kommer helt sikkert til at ske igen!

Mike Tramp & The Band Of Brothers

Mike Tramp har siden 1978 været toneangivende på den store glam- og hardrock scene. Han har deltaget i adskillige succesfulde orkestre og har på fornemste vis også stået på egne ben i en lang og gloværdig solokarriere. Tramp er netop aktuel med albummet Maybe Tomorrow, som går en smule ned i tempo, men stadig besidder Mike Tramps umiskendelige vokal og stærke rockhits. Koncerten på Nibe bliver et overflødighedshorn af rockmusik fra over 30-årig karriere – Mike Tramp er en stjerne, og han vil skinne på Nibe.
Således sættes der altså punktum for musikprogrammet til Nibe Festival 2017. Udover de nye navne skal blandt andet Bryan Adams (CAN), Emeli Sandé (UK) og Rae Sremmurd (US) også på scenen i år.

- Programmet er ubetinget det tungeste - også økonomisk - i festivalens historie. Det kan heldigvis også ses på billetsalget, som buldrer afsted. Vi er på vej mod rekordsalg, siger festivalleder Peter Møller Madsen.

Lars Lilholt Band: Til Nibe Festival.