Den canadiske popsmed Bryan Adams gav fuld valuta ved onsdagens koncert på Nibe Festival.

Onsdagens koncert viste en mere afdæmpet Bryan Adams end det udtryk, han stod for i sine yngre år. Men det klædte virkelig denne verdensstjerne, hvis musik af ældre dato nærmest er blevet mere moden med tiden. Og at dømme efter publikums reaktioner, er både gamle og nyere ørehængere populære blandt de fleste aldersklasser.

Bryan Adams lagde selv ud med at signalere en god koncert i et af de første numre, nemlig »Can't stop this thing we started« – og så kom mange af de kendte sange, blandet med nye, som vi alle lige skulle vænne os til. Men de fleste hits var karakteriseret ved, at publikum på den stop-fyldte Hesteplads indledte med at synge med fra første strofe på numre som »Run to You«, »Heaven«, monsterhittet »Summer of 69« og »Everything I do, I do it for You«.

Det lidt mere afdæmpede stil end Adams viste i sine unge år gav sig udtryk i flere stille ballader, hvor også den akustiske side af Bryan Adams kom til sin ret, og også her fik vi numre som »Please forgive me - cant stop loving You«. Afslutningen på den egentlige koncert blev et inferno af klingende syng-med musik i nummeret »18 til I die«, inden hele bandet takkede af og på opfordring atter kom frem og gav en række af rockmusikkens klassikere – afsluttende med Adams alene på scenen.

Verdensstjernen Adams virkede ægte glad for sin musik, og kommenterede både Skalskovens rammer som hyggelige – men forstod altså ikke, at man i Danmark ikke lige må ryge en »joint«.

Alle fotos i denne artikel: Carl Johan Jensen, Nibe Festivals Foto-team. 

Musikken blev fint akkompagneret af bagvæggens storskærm, men nogle af de intetsigende videoer kunne man godt have undværet til fordel for ægte livebilleder.