Hver dag under Nibe Festival uddeler festivalledelsen an særlig anderkendelse til ét af sine mange arbejdshold, barer, boder osv. for en god indsats.

Op til festivalen fik »Tirsdagsholdet« tildelt den store ære for en indsats året igennem, hvor frivillige - heraf en del »efterlønnere« hver tirsdag arbejder med praktiske gøremål og udvikler nye detaljer med praktisk udførelse for øje. Under festivalen bemander de her foruden »Biksen«, som er det centrale lager for udlevering af værktøj m.v.

Første tildeling under selve festivalen gik så til »Måneskin«, som er det store serverings- og diskotekstelt på campområdet. Fidussvinet blev tildelt for en overordentlig god indsats med øget omsætning til følge under det første festivaldøgn. I anledning af det massive regnvejr på festivalpladsen torsdag, var Fidussvinet overtrykket med et regnslag.

Fredag var det så én af de måske lidt oversete funktioner på Nibe Festival, der modtog den fortjente pris, nemlig festivalens Pant-Team, der sørger for at indsamle og modtage tom emballage, som udløser pant ved indløsning. Her var det ikke nødvendigvis en stor stigning i omsætning, der udløste Fidussvinet, men mere en god og nødvendig indsats, der blev belønnet.

Allan Valsted Jørgensen modtog torsdag Fidussvinet på vegne af Måneskinsteltet.
Tirsdagsholdet modtog Fidussvinet som det første hold på dette års festival. Her er det Helge Hansen og Per Schmidt, der udleverer grej.