Rekordomsætning på 31,5 mio. kr. gav overskud på 300.000 kr.

På den forløbne uges generalforsamling i Nibe Festival gennemgik bestyrelsesformand Thomas Larsen forløbet af festivalens arbejde før, under og efter sommerens Nibe Festival. Her er et lille uddrag af hans beretning på mødet:

Festivalåret 2017 har været rigtig travl med masser af succesfyldte tiltag, en flot afvikling af sommerens festival og et resultat som forventet.

Vi omsatte for 31.5 mio kr., hvilket endnu engang var rekord - og mere end 2.5 mio kr. mere end det foregående år. Alle dage under festivalen satte omsætningsrekord, og på lørdagen kom omsætningen for første gang over 5 mio kr. i vores barer og boder på en enkelt dag.

2017 var ligeledes det første år, hvor vi dagligt, onsdag, torsdag, fredag og lørdag var mere end 16.000 tikkende hjerter i den skønne Skalskov.

En omsætning, der nu nærmer sig 32 millioner kr., er jo i sig selv ganske imponerende og vidner endnu engang om, at vi har styr på vores toplinje. I et år med stor konkurrence fra DGI Landsstævne i Aalborg (– og så i øvrigt ikke et ord mere om det!) er det flot, at så mange vælger at være en del af festen i Nibe.

En god og solid toplinje i form af en flot omsætning er dog ikke automatisk ensbetydende med et ditto resultat.

Isoleret set er årets resultat ikke prangende med et overskud på ca. 300.000 kr. På den reelle drift, men til det hører, at vi med åbne øjne havde valgt at budgettere med et resultat i den størrelsesorden. Bl.a. kom der mulighed for en Bryan Adams, og vi har investeret godt i fremtiden i form af iværksættelse af Helhedsplanen.

Bestyrelsesformand Thomas Larsen er sammen med bestyrelsen tilfreds med afviklingen og også med det økonomisk resultat – på baggrund af de forudsætninger, som sidste års Nibe Festival blev afviklet under.

Vi havde dog også en forventning om, at 2017 igen ville give os del i midler til momsrefusion, uden vi dog har budgetteret med disse, så et samlet resultat, der lyder på ca 1.5 mio kr. og en udlodning på ca. 900.000 kr., er bestemt godkendt.

Værd er også at bemærke, at vi stadig har fastholdt hovedparten af de momsmidler, vi har fået retur, således at vi til 2018 overfører en ”egenkapital” på næsten 2.5 million.

Status på vores forretning efter festivalåret 2017 er således, at vi har sikret en god vækst, fine udlodninger, midler til udvikling samt ikke mindst sikret os imod svære år med en fortsat god konsolidering.

Det er helt sikkert et stærkt fundament under festivalen, men vi har og SKAL have stort fokus på vores omkostninger.

Det er efterhånden blevet kutyme for mig at nævne det, men det er bare af afgørende betydning for vores festival, at vi hele tiden har det rette forhold imellem omsætning, udvikling, investering og omkostninger.

2017 blev et økonomisk acceptabelt år, uden på nogen måde at være prangende, men det blev også et år, hvor vi blev lidt ekstra hårdt ramt på omkostningssiden af bl.a. vejrguderne.

Ca. 40 mm vand alene om torsdagen sætter sine tydelige spor på Skalskoven – og det KOSTER. Vi måtte bruge dobbelt så meget på flis som vanligt, vi valgte proaktivt at indkøbe og udlægge en del stabilgrus på udsatte steder, vi have ekstra materiale indlejet til at suge vand op osv.

Det ændrer dog ikke på, at de penge er rigtig godt givet ud. Jeg er ganske enkelt imponeret over, hvor flot skoven fremstod under alle 4 dage på trods af de udfordringer, vejrguderne gav vores organisation og ikke mindst den praktiske afdeling.

Kæmpe stor respekt for det arbejde, der blev udført for bl.a. at sikre en smuk og indbydende Hesteplads hver dag – det blev i den grad også bemærket af vores gæster og blev taget utrolig positivt imod.

Jeg vil gerne takke den samlede ledelse, afdelingsledere, ansatte og bestyrelse for en løbende rigtig god dialog omkring at sikre vores skønne Festival mange år endnu og takke for det store bidrag til, at vi står, hvor vi står i dag. Ikke kun økonomisk, men også med en festival, der hele tiden udvikler sig og, som imødekommer ønsket fra vores gæster om forkælelse.

Thomas Larsen takkede i øvrigt alle i den store organisation for et veludført stykke arbejde. Mødet blev for sidste gang afholdt i de hidtidige lokaler på Jacob Petersens Vej 11 i Nibe, idet Nibe Festival har overtaget bygningerne på Industrivej efter sander Plast, og her er i færd med at indrette sig permanent.

I kommende uges trykte udgave af Nibe kan man læse mere fra årets generalforsamling i Nibe Festival.