Nibe Avis satte for nogle dage siden Nibe Festivals praktisk ansvarlige for opstilling m.m. Torkil Gade stævne i den pulserende Skalskov, hvor aktiviteterne for tiden ikke er at tage fejl af: Der arbejdes intenst med forberedelser til årets Nibe Festival.

Blandt de nye tiltag for publikum er i år, at »Tårnbaren« på Hestepladsen flyttes – det samme gør naturligvis kontrolpulten for lyd til stor scene.

Også det meget populære VIP-område holder flyttedag og etableres i et helt nyt område vest for Hestepladsen – med direkte adgang til netop Hestepladsen. – Det er naturligvis kun festivalgæster med særlig adgang til dette område, der kan færdes i VIP-området, understreger Torkil Gade.

Ellers oplever man i disse dage, at der arbejdes med opstilling af festivalens mange boder og barer, så det hele kan være klar til den store forløsning, onsdag i kommende uge.

Thorkil Gade stopper op ved kanten af Hestepladsen: – Se, det kan der komme en hel festival ud af, siger han og betragter de mange dele til »Club 85,«, som på rekordtid er blevet en vigtig del af »festen« på Nibe Festival.

Frivillige fra Nibe Festival giver her »Jägerhytten« friske farver, inden det hele går løs om få dage. Bagest er det festival- ledelsens praktisk ansvarlige Torkil Gade, sammen med Mette Louise Jensen, Kristina Zimmermann og Nynne Gilkrog.
»Lysningen« er i år et helt nyt tiltag fra Nibe Festival til Ekstra-VIP gæster, der gerne vil forkæles og underholdes ekstra.