Når Nibe Håndboldklubs bedste herrehold i Jyllandsserien i nærmeste fremtid møder sin næste modstander i pokalturneringen Santander Cup, vil modstanderen være ligaholdet fra HC Midtjylland i Herning. Dette hold er blandt landets stærkeste og besætter i skrivende stund en plads som nummer fem i Herreligaen.

Der er således lagt op til et brag af de større, når de to hold tørner sammen i Nibe Idræts- og Kulturcenter. Kamptidspunktet er ikke fastsat, ud over at denne skal spilles senest 9. marts. 

2 VM-sølvvindere på holdet
Om det kommende møde med ét af Danmarks bedste ligahold siger Nibeholdets træner Jan Frank:

HC Midtjylland – ja, det er og bliver en stor oplevelse og det skal det også tages som – med måske flere sølvvindere fra VM håndbold. Men også total ren overlevelse og bare at prøve at få puttet nogle gode mål ind bag forsvar og keeper, da det er nogle tunge drenge – og få scoret nogle mål på kontra og opgiverkast efter scoring, siger Jan Frank.

– I HC Midtjyllands bruttotrup finder man ved nøjere eftersyn to spillere, der repræsenterede det norske landshold ved VM i håndbold for nylig. De to spillere er Espen Lie Hansen og Eivind Tangen. Om disse to spillere er med ved mødet i Nibe vides af gode grunde endnu ikke. Andre profiler på det midtjyske ligahold er Jørgen Rasmussen, Dennis Kirkegaard og Kristian Gjessing.

Vi satser på god stemning og at få hallen fyldt med engagerede tilskuere, slutter Jan Frank.