Samtidig stor konkurrenceaktivitet i DcH Nibe.

I forbindelse med seneste lørdags lydighedskonkurrence i DcH Nibe, Danmarks Civile Hundeførerforening, var der annonceret, at der i løbet af dagen ville være et par overraskelser.

Første overraskelse blev præsenteret inden konkurrencestart, da Fritz Toft, som havde meldt sig som hjælper på dagen, blev kaldt frem og hædret for 30 års trænergerning i DcH Nibe. Han modtog dér klubbens nye pokal, der symboliserer samarbejdet mellem hund og menneske. 

Senere på dagen kom den anden overraskelse – surprise reception for Kurt Nielsen, som blev nr. 2 til Danmarks Mesterskaberne i Nordisk Rundering. Han blev fejret med »Sønderjysk kaffebord og selvfølgelig lidt boblevand« foruden gaver fra sine elever og vin fra klubben.

Konkurrencerne

Lørdag den 20.5.17 var der lydighedskonkurrence for klasserne unghundehold, C, B og A. I programmet var der annonceret, at der i løbet af dagen ville være et par overraskelser.

På Unghundeholdet var der især en ekvipage, der skilte sig ud fra de andre, og hvis ikke denne ekvipage fortsætter indenfor hundesporten, vil det være synd og skam for både hund og fører. De endte såmænd også med at blive dagens vinder i klassen, vist nok som en overraskelse for hundeføreren selv. Det blev således Anne-Mette Christensen og Diva, der med 109,4 point (ud af 110 mulige), der indtog 1. pladsen. Claus Schunck og Carla blev nr. 2 med 103,15 point, Jane Kappel og Maggie blev nr. 3 med 102,2 point, skarpt fulgt af Morten Gunner Hansen og Nugga med 102 point, og som altså indtog 4. pladsen. 5. pladsen blev indtaget af Malene Mæng og Tia med 99,9 point og på 6. pladsen blev indtaget af Betina Agerboe og Freja med 86,4 point.
Trænerne for Unghundeholdet roste alle ekvipagerne meget, og der blev ligefremt sagt, at Nibe DcH ikke tidligere har haft et så dygtigt unghundehold, samlet set. Vi glæder os til at se, hvad det udvikler sig til, og i hvilken retning, de ønsker at gå.

I C klassen blev det Rikke Moosdorf og Anton, der indtog 1. pladsen med 110,6 point (ud af 150 mulige). Dette resultat betød samtidig første halve oprykning til B klassen for ekvipagen. Stort tillykke med det. 2. pladsen gik til Mogens P V Jensen og Zantos med 95,88 point og 3. pladsen gik til Frederik Patzlaff og Ludvig med 94,20 point.
Undenfor konkurrencen deltog Pia Reintoft med sin 11 måneder gamle hvalp Emma og de scorede 113,75 point. Hvad skal det ikke blive til?

I B klassen scorede Kaj Erik Madsen og Cæsar 162,75 point (ud af 200 mulige) og dette resultat gav dem samtidig deres første halve oprykning til A klassen. Stort tillykke med det.
2. pladsen indtog Stephanie Sten Hansen og Maya med 140,5 point – dette var Mayas første dag på træningspladsen siden Påsken p.g.a. skade, så det var jo en god come back. 3. pladsen gik til Marianne Jørgensen og Wapsi med 131,50 point. Det er første gang ekvipagen er i konkurrence i denne klasse, så rigtig flot præstation.

I A klassen scorede Camilla Jørgensen og Tinka 244,9 point (ud af 300 mulige) og blev nr. 1.
Ekvipagen lavede en særdeles flot eftersøgning.

Søndag den 21.5.17 blev der afholdt Rally konkurrence i både begynder og øvet klasse.
Begynderklassen blev vundet af Lene Hørup og Nala med 95 point (ud af 100 mulige). Ditte Stein og Noa scorede 91 point og indtog 2. pladsen. Lisbeth Nordentoft og Rosie scorede 87 point og blev nr. 3. Berit Strandfelt og Chewie scorede 85 point og blev nr. 4. Tove Seager og Elvis scorede 76 point og blev nr. 5, Tina B Pilman og Stella scorede 63 point og blev nr. 6.
Udenfor konkurrencen deltog Hanne Sten Hansen med Ronja og scorede 74 point.
I øvet klasse scorede Kurt Sørensen og Kenzo 100 point og blev nr. 1.