»Hvad er det der sker med dem oppe i Nibe?«

Nibe-Doense/Vebbestrup: 2-1 (2-0)

Af: Holdleder Allan Carol Nicolajsen:

Et spørgsmål man ofte er blevet stillet fra folk både i Nibe, men også i de omkringliggende byer og sågar Aalborg.

Det nye trænerteam bestående af cheftræner Henrik Bruun og de to tidligere Nibe spillere, Bjarke Skau som assistent og Allan Carol Nicolajsen som holdleder satte sig sammen for første gang en mørk aften i januar for at tale visioner såvel som ambitioner for den kommende fodboldsæson. Der var ingen tvivl om at talentet var til toppen af serie 2 men om spillerne var klar rent mentalt til den nye udfordring var uvis.

Det var da også mod slutningen af foråret, man virkelig kunne se, at dem som ville rykke op var dem som havde det mentale overskud og kunne stå for presset. Et felt bestående af hele 6 hold som kæmpede i hver kamp om 3 point var det umuligt at spå om, hvem som ville tage det sidste stik og dermed oprykningen til serie 1.

Nibes spillere virkede dog yderst fokuseret på deres opgave og tog, hvor kedeligt det end lyder, èn kamp ad gangen.

Det hele skulle så afgøres hjemme på Nibe stadion lørdag den 17. juni foran ca. 300 tilskuere. Spillerne gik på banen til både musik og romerlys samt stor forventning.

Kampen startede lidt stille, hvor især Nibe lige skulle finde sig til rette. Efter 15 minutter begyndte Nibe at røre på sig og indledte et højt og tungt pres på modstanderen fra Doense/Vebbestrup. Efter 20 minutter havde Nibe en gigantisk chance for at bringe sig på 1-0 efter godt forarbejde af Andreas Schunck, som driblede sig fri på baglinjen og lagde den fladt indover til Jonas Koldkjær som få meter fra mål sparkede over.

Spillerne fortsatte det tunge pres, og efter 35 minutter kom forløsningen. Andreas Schunck modtog bolden i højre side og med et fantastisk indlæg til brormand Niclas, kunne han flot stige til vejrs og heade bolden ind til 1-0. Det blev også stillingen ved pausen.

2. halveg var kun 5 minutter gammel, da Andreas Schunck modtog bolden udenfor feltet og efter et par flotte driblinger og en tunnel på en modstander kunne han flot sparke den over i det lange hjørne til stor jubel for spillere og tilskuere. Kampen gik herefter lidt i stå, hvor Doense dog begyndte at røre på sig. Og efter et hjørnespark som ikke blev clearet ordentligt, modtog Doenses bedste spiller bolden og hamrede den op i hjørnet uden chance for Kristoffer Høgh Andersen i målet.

Nibe holdt dog stand resten af halvegen og et jubel-brøl og klapsalver fra de næsten 300 tilskuere kunne bryde ud.

Guldparykker, champagne og konfetti blev skudt af og kram blev givet og taget.

En fantastisk dag og der er ingen tvivl om, at den store opbakning spillerne har fået især mod slutningen af de mange tilskuere, har været med til at bære dem det sidste stykke.

Spillere, trænerstaben og resten af klubben vil derfor gerne en sidste gang dette forår sige stor tak for opbakningen og vi håber det fortsætter mod det kommende og spændende efterår.

Eventyret er ikke slut endnu!

Nibe Boldklubs trænerstab bag det nyoprykkede hold i serie 1. Fra venstre: Holdleder Allan Nicolajsen, assistenttræner Bjarke Skau og spillende træner Henrik Bruun.