Nibe Roklub deltager atter i denne vintersæson i den indendørs, landsdækkende roturnering Otter Grand Prix.

Fem gange i vinterens løb er der ekstra høj aktivitet i Nibe Roklubs nye træningslokale i klubhuset på »Mindet«.

Som navnet antyder, ror et hold på otte roere en fra gang til gang ny disciplin; senest i sæsonens 3. runde, hvor det gjaldt 1000 meter på tid, som hver roer skulle gennemro to gange; i alt 16.000 meter på tid.

Efter tre runder besætter klubbens hold i klassen 35+ mix en flot 5. plads i et felt med i alt 13 hold, hvoraf roklubberne i Lyngby, KVIK (København), Roklubben ÆGIR (Aalborg) og Aarhus ligger foran.

Nibe Roklubs juniorer er også med i turneringen, og her ligger U14 holdet i »firer« på en 4. plads, efter Sønderborg, Rødvig og Stevns. Klubbens Junior 18 mix ligger på andenpladsen efter Stevns.