Nye træningsfaciliteter, Danmarksmesterskab og klubrekorder

Ved sidste uges generalforsamling i Nibe Roklub kunne klubbens formand Ole Torp over for de 33 deltagende medlemmer opliste en række gode resultater.

På et medlemsmøde for godt et år siden besluttede man i klubben at udvide og renovere de indendørs træningsfaciliteter, idet det hidtidige motions- og træningslokale var nedslidt efter 25 års brug. Således gik man i gang med ansøgninger og at tilrettelægge arbejdet, der for den dels vedkommende blev udført af professionelle håndværkere, mens dele af byggeriet blev udført af klubbens medlemmer.

Klubbens nye motions- og træningslokale blev bygget i 2017 og taget i brug ved afslutningen af den udendørs rosæson.

Klubrekorder og DM-medaljer
Byggeriet af det nye motions- og træningslokale har gennem den udendørs rosæson i 2017 ikke lagt beslag på medlemmernes aktiviteter på vandet; nærmest tværtimod. Så da statistikkerne ved sæsonafslutningen blev gjort op, kunne det konstateres, at der var sat såvel en all-over klubrekord på 35.978 roede kilometer – en klar forbedring af den hidtidige rekord på 29.593 kilometer. Ligeledes blev den personlige rekord for flest roede kilometer af ét medlem slået. Rekorden tilhørte tidligere Søren Nielsen, men denne blev i 2017 slået af Lærke C. K. Petersen, som samlet roede 2393 kilometer.

 

Nibe Roklubs hold ved DM i indendørs kajakroning. Fra venstre: Silke Petersen, Søren Petersen, Jacob Norris og Lærke Petersen.

Samme Lærke Petersen var sammen med tre andre roere repræsenteret ved Danmarksmesterskaberne i indendørs roning i Rødovre. Her blev det til klubbens første Danmarksmesterskab, idet Lærke hjemførte mesterskabet i 500 meter sprint. I tilknytning hertil tog hun sølv på den kortere 200 meter distance. Klubbens kajakchef Jacob Norris tog i klassen »Master 45+« i lighed med året før en bronzemedalje i 200 meter sprint. Også klubbens andre roere Silke Petersen og Søren Petersen opnåede gode resultater, lige uden for medaljerækkerne. Og med Ole Torps ord fra årsberetningen, så er landets andre kajakroere nu holdt op med at kalde Nibe Roklub for »Ribe Roklub« – vore resultater har ganske enkelt skabt respekt i kaproningskredse, understregede formanden.

Materielt er klubben forholdsvis godt kørende, idet der har været tilgang af nye kajakker, og der er de kommende år også planlagt indkøb af såvel kajakker som inrigger robåde.

Klubben har for tiden 132 medlemmer, et antal, der forventes at stige når nye roere fra maj har mulighed for at starte instruktion og træning.

Genvalg og nyvalg til bestyrelsen
Ved valg til bestyrelsen blev den hidtidige kasserer Jane Kappel afløst af Elis Jochumsen, mens der var genvalg til klubbens næstformand Jacob Søndergaard og rochef Per Schmidt. Bestyrelsen består i øvrigt af formand Ole Torp, kajakchef Jacob Norris og husforvalter Thorbjørn Borregaard.

I denne uges trykte udgave af Nibe Avis kan du læse hele indslaget fra Nibe Roklubs generalforsamling. LÆS HER