Herrefight fra start til slut

HÅNDBOLD - Herrer, 3. division

Nibe HK - Svenstrup Godthåb IF 34-31 (17-13)

Målscorere for Nibe: Anders Møller Droob 7 mål, Frederik Skak 5 mål, Mikkel Pedersen, Andreas Brunsgaard, Mads Krogh og Mads Espensen hver 4 mål, Andreas Bang 3 mål, Frederik Dahl 2 mål og Mathias Johansen 1 mål.

Aftenens kamp mod ærkerivalerne fra Svenstrup blev helt som ventet en herrefight fra start til slut. Så selvom der kun var æren at spille om, så var det mere end nok til at sætte drengene op til fight. Ingen af os gider tabe til Svenstrup og slet ikke på hjemmebane, lød det i omklædningsrummet inden kampen.

– Vi havde aftalt, at vi ville sige tak til det trofaste hjemmepublikum, men endnu en sejr over Svenstrup og med en sejr, blev det lige akkurat den kamp vi ønskede at slutte sæsonen i Nibe Hallen med, udtaler holdleder Morten Dahl efter kampen.

I første halvleg bølgede spillet frem og tilbage helt frem til det 15. minut, hvor stillingen var 10-10, de næste 5 minutter vandt Nibe med 4-0 og fik dermed etableret en 4 måls føring, som holdt til pausen, hvor stillingen var 17-13 til Nibe.

Anden halvleg så længe ud til, at Nibe HK ville trække fra Svenstrup og øge føringen, men Svenstrup ville det anderledes og med 7 gode minutter hentede de Nibes 5 måls føring, så stillingen efter 18 minutter var 25-25. Holdene fulgtes ad til 29-29 inden Nibe vandt 3 gyldne minutter med 4-0 og reelt lukker kampen.

Slutminutterne udviklede sig til en typisk Nibe- Svenstrup kamp med masser af tænding og følelser, her var Nibe bedst til at holde hovedet koldt og vandt sikkert 34-31.

Sidste kamp i sæsonen er en lille smuttur til Thisted d. 7 april.