Fire Nibenitter cykler til Paris

Igen i år er den lokale cykelklub NAB (Nibe Alternative Bicykleklub), repræsenteret når Tour de Taxa cykler de 1.400 km til Paris midt i juli.

Træningen har stået på siden januar og forleden var træningsturen på 134 km hvor feltet på 38 ryttere bl.a. kom op gennem Huul Mølle hvor den flotte udsigt ventede inden turen gik ned igennem Nibe by og videre mod Støvring.

I alt er der 47 ryttere på det himmerlandske hold, som sammen med fire øvrige hold dækker Danmark cykler penge ind for at støtte Julemærkehjemmene. Der er sat 8 dage af til turen som går ned over Vejle mod grænsen, igennem Tyskland og Belgien og ind mod Paris. Holdet cykler sammen med de øvrige fire hold samlet ind gennem Paris fredag den 27. juli, så det er et felt på 235 ryttere der triller op af Champs-Élysées, runder Triumfbuen og slutter ved foden af Eiffeltårnet – for at give plads til Tour de France-feltet som slutter deres tour et par dage senere. Ved Eiffeltårnet vil der sikkert være gensynsglæde med familierne – måske har de en blød pude med!!

Inden holdet når Paris bliver det til ca. 216.000 km på landevejene. Det lokale islæt i år består af Ejler Jacobsen, Mogens P. Jensen, Tom Holm og Peder Bach.

H.K.H. Kronprinsesse Mary er protektor for Julemærkefonden som driver julemærkehjemmene.

 To andre af klubbens medlemmer, Kjeld Jensen og Jørgen Højgaard cykler midt i juni med Cykelnerven som støtter Scleroseforeningen.

Fakta: 

På cykel fra Danmark til Paris på 8 dage

I juli 2018 cykler fem Tour de Taxa hold fra Danmark til Paris.

Ud over at deltagerne får en fantastisk oplevelse, støtter de også et godt formål, nemlig Julemærkefonden som driver de fem julemærkehjem i Danmark. Støtten er mulig, takket være vore mange sponsorer.

Det hele begyndte i 2010
Det første Tour de Taxa hold blev dannet af en gruppe med tilknytning til Aarhus Taxa i 2010. Der var 32 ryttere på den første Tour fra Aarhus til Paris.

De følgende år blev der dannet et hold i København og et på Sydhavsøerne. I 2014 blev det første hold fra Himmerland dannet og i 2016 kom holdet fra Syd/Sønderjylland og Fyn til.