Uno-X tankstationen ved SuperBrugsen og Fakta skifter i denne uge navn til Bonus og får frisket udseendet op med nyt logo og nye skilte. 

Tankstationen på Toften 3, der hidtil har flaget gult og rødt under Uno-X navnet, skifter i disse dage farve, logo og skilte. Bonus, som stationen kommer til at hedde, vil fortsat være en selvbetjent station. Navneskiftet sker som en konsekvens af, at Uno-X har besluttet at opdele sit netværk af tankstationer i to kæder, der hver for sig skal være mere målrettet kundernes behov lokalt. Når stationen på Toften nu overgår til Bonus, bliver der således fremover flere muligheder for at gøre stationen så lokalt relevant som muligt. - Vi har valgt at dele UNO-X netværket op i to kæder, som gør det muligt at imødekomme kundernes behov på bedst mulig vis. Bonus stationen i Nibe vil også fremover levere brændstof til kunder, der ønsker den hurtige tankoplevelse, og som går efter markedets laveste brændstofpris i lokal-området forklarer Georg Hansen, der er netværkschef i Bonus. Han fortsætter. - Med det lokale for øje har vi stor tro på, at Bonus-stationen på Toften har en god fremtid her i byen. Og det meste vil stadig være, som kunderne kender det: Nem selvbetjening og billig benzin og diesel. - For at overleve på et meget konkurrencepræget benzinmarked har Bonus reduceret omkostningerne. Bl.a. har vi fjernet muligheden for kontant betaling. Vi er klar over, at det er noget, nogle af vores kunder lige skal vænne sig til – omvendt reducerer det risikoen for bekostelige indbrud og hærværksforsøg på Bonus-stationen, siger Georg Hansen.