Læserbrev – Brit Olesen, Haugårdsvej 46, Næsborg, 9670 Løgstør:

Kom til historietime med Ole Vagn Christensen (Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi) om Tvind modellen og nej til atomkraft da jeg lørdag aften var i Tolstrup Forsamlingshus.
I salen kunne jeg tælle totalt 22 mennesker, hvoraf kun 1/3 var lokale. Bjarne Willingshøj fra Midtfjord Radio startede med at gøre mig helt klart, at han gik ind for opførelsen af ekstra møller i Nørrekær Enge, og det afsluttede han også med, inden han forlod lokalet efter mødet. Han var der i arbejdsøjemed for at dække begivenheden til radioen.
Emil Olsen (Formanden for Nørrekærsenge Vindmølleforening) fortalte, at han ikke ville udelukke, at foreningen ville trække penge ud af området og sende til Ærø, hvorfra foreningen havde fået økonomisk opbakning.
Det bliver nok ikke aktuelt, da Lea Vangstrup (Wind People) lagde ud med at fortælle, at Nørrekærsenge Vindmølleforening intet havde opnået. Hun fortalte om en forretningsmodel, foreningen havde tænkt sig at bruge, hvis de ville have formået at opnå et samarbejde med Vattenfall og bønderne Rene, Torben og Charlotte, som hun kaldte mølleopstillerne. Foreningen vil nu stille krav overfor kommunen om at kunne få lov til at bruge Lea Vangstrups forretningsmodel.
Det giver ingen mening, når de ikke har noget samarbejde med de mennesker, der vil stille møller op, og hvor er alle de påståede medlemmer?
Tonny Brink (Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi) var bekymret for at kommunerne ville blive frataget deres styring af staten.
Helge Christensen næstformand i vindmølleforeningen mente ikke, at man havde nogen pligt til at oplyse forældre til børn på de to skoler i nærområdet (Farstrup Skole og Toppedalskolen) om risikoen for de sundhedsskadelige påvirkninger sådan et kæmpe industrianlæg kan medføre. Han mente heller ikke, at det var sket før, at der var gået ild i en vindmølle som i Østerild for nogle dage siden, hvor spredning af kræftfremkaldende giftige partikler blev spredt over et kæmpe område, men her er sandheden en anden.
Det kan også ske her, og med flere møller øges risikoen i et følsomt område, hvor der dyrkes mange afgrøder på markerne både i og omkring Nørrekær Enge på begge sider af Limfjorden. Der er frilandsgrise, køer og økologiske fritgående kyllinger og kalkværket ved Aggersund, der leverer til fødevareindustrien.
Endeligt var der ikke en eneste i panelet der vidste, at den sydligste række af vindmøllerne er fjernet fra projektet, som det også fremgår af kommuneplankortet.

Emil Olsen har tidligere sagt, at hvis foreningen ikke fik en aftale ville de også være imod opstilling af flere møller i Nørrekær Enge og sende indsigelse.

 

–     –     –

Redaktionen:
Debat om evt. kommende vindmøller i Nørrekær Enge bringes som udgangspunkt alene på www.nibeavis.dk - som artikel under rubrikken »TEMA«.
Lejlighedsvis kan det forekomme, at debat / artikler om emnet også bringes i Nibe Avis' trykte udgave.