Rent socialdemokratisk flertal i Aalborg Byråd.

Stemmetallene for den samlede Aalborg Kommune foreligger og er sådan, at den socialdemokratiske byrådsgruppe fremover vil blive på 17 mandater og dermed absolut flertal og en fremgang på fire mandater.

Venstre bliver det næststørste parti i det nye byråd med otte mandater - en tilbagegang på to i forhold til det nuværende byråd.

Andre partier, der bliver repræsenteret er Det Radikale Venstre 1, Det Konservative Folkeparti 1, Dansk Folkeparti 2, Enhedslisten 2 (tilbagegang på 1).

Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance bliver dermed ikke repræsenteret i det nye Aalborg Byråd.

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen sagde i en kort tale tirsdag aften efter midnat, at den socialdemokratiske valgsejr er et samarbejdsets resultat, og han ser frem til et bredt samarbejde om Aalborgs udvikling og muligheder.

De personlige stemmetal foreligger fortsat ikke og det er dermed usikkert, hvem der besætter de lokale mandater.

Trods et vigende stemmetal på hjemmebanen i Nibe ser rådmand Hans Henrik Henriksen positivt på sit genvalg – her er han i selskab med Evald Lange Rise, som har gode muligheder for at blive valgt til den kommende socialdemokratiske byrådsgruppe.