Af: Leo Thysk, Kirstine Jensens Vej 12, 9240 Nibe

Læser i Nibe Avis den 14. februar, at Venstre foreningerne i såvel Frejlev som Nibe gransker i årsagerne til, at Venstre gik tilbage ved kommunevalget i november 2017. Tilsyneladende retter såvel kandidater som bestyrelsesmedlemmerne i høj grad kritikken mod sig selv om den førte valgkamp i efteråret. 

Men måske skulle de mere rette skytset mod deres partifæller i landspolitikken på Christiansborg, der de seneste par årtier har haft for lidt fokus på jævne borgere i de mindre byer og i landdistrikterne, hvilket jo tidligere var Venstres kerneland.

Det var markant i valgkampen til kommunevalget, at unge som ældre og velhavende som mindre velhavende, først og fremmest efterspurgte mere velfærd, bedre skoler og ældrepleje og generelt mere ordnede forhold i Aalborg kommune. Og når Venstres landspolitikere i nuværende regeringskonstellation samtidig med den kommunale valgkamp så turnerer rundt og primært taler topskattelettelser til de meget højtlønnede i Storkøbenhavn, om integrationsproblemer, grænsekontrol og andre for nordjyder verdensfjerne problemstillinger, er det jo nærmest håbløst for de lokale Venstre foreninger, at sikre et godt valgresultat i kommunevalget.

Så selv om Venstres landspolitik for jævne borgere i mindre byer og landdistrikter er og har været ret jammerlig, siden Fogh kom til magten i 2001, synes jeg at Venstre her i kommunen førte en fin og sober valgkamp ved kommunevalget i efteråret. I Aalborg byråd er der brug for et handlingsdygtigt Venstre, da det set med mange borgeres øjne - især i de tre adopterede kommuner i 2007 (Nibe, Hals og Sejlflod) - meget primært kun er medlemmer valgt for Venstre, Radikale og nogle af de Socialdemokratiske byrådsmedlemmer, der har tilstrækkelig fokus på og øje for, hvad der rører sig i kommunen uden for Aalborg by.

Alle partier må i øvrigt tage til efterretning, at de landspolitiske tendenser som regel slår igennem i kommunevalgene, da en del vælgere er partitro ved de forskellige typer af valg. Derfor var det i efteråret på forhånd op ad bakke for Venstre ved kommunevalget. Og hermed være sagt, at hvis Venstre i den seneste tid havde stormet frem i landspolitikken, var der al mulig grund til at de lokale Venstres foreninger havde rettet kritikken indad mod sig selv.