Gaderummet i Nibe var fyldt af et kulturtørstende publikum - her i Skomagergade foran Kino Nibe.

Aalborggarden spillede som optakt til åbningen af Kulturnatten på Nibe Torv.

Nibe Pigekor under ledelse af Thomas Zinther havde premiere på Tinghuset med sange af stor variation med både Rasmus Seebach, Pink Floyd og Ray Dee Ohh med solosang på repersoiret. Publikum kvitterede med stående klapsalver.

På Galleri Tinghuset åbnede Kulturelt Samråd sin nyeste udstilling. Denne udstilling er åben lørdag formiddage og onsdag eftermiddage til og med 12. november.

Et adskilligt-hundredtalligt publikum havde fredag aften taget imod invitationen fra Nibes Kulturnat-sjæle Karen Dalsgaard og Willy Kær om at opleve den lokale kultur folde sig ud.

Allerførst kunne de to kultursjæle sammen med de mange aktører takke vejrguderne for et ganske fint vejr til at bevæge sig rundt i byrummet, på jagt efter oplevelser.

Tidl. borgmester og byrådsmedlem Elin Møller fik ordet fra Tinghusets balkon og bød velkommen til op mod 300, som havde valgt at være med fra start. Elin Møller takkede Karen Dalsgaard og Willy Kær for deres store forarbejde - og ligeledes de mange kulturnat-aktører som hver især har lagt et stort forarbejde i at præsentere det righoldige program, som længe vil blive husket og diskuteret.

De mange aktiviteter og mulighederne for at gå rundt i byen, møde mennesker, man kender, og få en hyggesnak ind imellem alle oplevelser,e; det en stor del af årsagen til, at Nibe er værd at bo og leve i, sluttede Elin Møller, inden hun opfordrede til at gå Kulturnattens program igennem og få del i oplevelserne.

Børnene havde allerede fredag eftermiddag taget forskud på aktiviteterne med teaterforestillingen »Den Skaldede Pædagog«, som blev opført på Nibe Bibliotek.

Næste generation af børn tog fat i Tinghusets gamle retssal, da Nibe Pigekor havde premiere overfor et talstærkt publikum, som fyldte lokalet, opgangen og trapperummet til sidste plads.

I Tinghuset fandt man også Kulturelt samråds nyeste udstilling, som blev åbnet ved samme lejlighed. Og i Tinghusets gård havde Vikingegruppen taget plads med aktiviteter som vikingesmedning og servering af brændenældesuppe.

På gader og stræder fyldte publikum gaderummet, på vejen rundt til aktiviteter i Nørregade, på Torvet, i Skomagergade, i Mellemgade og Store Tranegade, lige som flere stier var oplyst af stearinlys.

Med udgivelsen af den kommende uges Nibe Avis kan man læse mere om Kulturnattens indslag - ligesom Nibe Avis' facebook profil bringer levende billeder fra årets Kulturnat.

Se også indslag på Nibe Avis' facebook profil:
https://www.facebook.com/nibeavis.dk/