
- Onsdag, 13. januar 2021
Forfatter mv. Dorte Elkjær- Gregersen, Skørbæk, skulle efterplanen have holdt en nytårstale i Bislev. Denne er i stedet holdt skriftligt, og Nibe Avis bringer her hele talen.
At sige et gammelt år farvel kan traditionelt være forbundet med en blandet følelse af vemod og forventning, men det er nok med en følelse af lettelse, de fleste af os har taget afsked med 2020. Ved årsskiftet i år var det nok en fremadskuende forventning, der overskyggede følelsen af et vemodigt tilbageblik.
Året 2020, der af udseende umiddelbart synede så grafisk og symmetrisk, skulle vise sig at indeholde så meget andet. Det blev et år, der fik os til brat ufrivilligt at stoppe op midt i vores vante fremadrettethed, og pludselig var vi nødt til at revurdere vores fælles opfattelse af at være ubegrænsede og fri. Flere af os har levet et privilegeret liv umærket af nød, krige, katastofer eller uhelbredelige epidemier, hvilket kan give en fornemmelse af, at man som menneske er usårlig og urørlig.
Verden over vågnede vi ganske brat, overrumplede og chokerede fra denne forestilling til mareridtsagtige scenarier, der rakte ud over menneskelig fatteevne, og mest af alt mindede om uvirkelige klip fra fremtidsfilm. Snart erfarede vi, at vi ikke længere kunne gøre det, vi plejer. Rutinerne måtte vi selv skabe. Vi kunne ikke længere spørge, hvad vi har mest lyst til at foretage os. Forpligtelsen til passe på andre overstiger stadig egne behov, de er skrinlagt og opgivet for en tid. I stedet må man finde sin egen vej og vurdere, hvad der er forsvarligt. Midt i denne sundhedskrise, bliver vi også stadig mindet om sammenhængen mellem den store samfundsverden og vores egen lille verden. Flere må spørge sig selv, hvad det er, der i virkeligheden nærer, hvad giver livet fylde og betydning. Hvad er det der tæller, nu hvor hverdagens rutiner er brudt, og man ikke længere kan gøre, som man plejer. Det er og forbliver svært.
Selvom vi netop har taget afsked med et år, der sent vil blive glemt, har vi ikke kunnet vinke farvel til virus. Vi har lagt et år bag os, som ingen af os kunne forestille os, vi skulle komme til at opleve, da en ukendt uindbudt fjendtlig følgesvend blev den hæmmende skygge, der stadig ikke ser ud til at ville slippe sit jerngreb. Der er stadig alt for stille, ikke kun her hos os, men i hele verden. Og det føles forkert.
Der hersker formentlig ingen tvivl om, at det nye år, som vi endnu hverken har vænnet os til at sige, og slet ikke at skrive, er forbundet med lige dele utålmodighed, håb, forventning og længsel.
For nogle er det en tradition, at hoppe ind i et nyt år. Det kan være fristende at lege med tanken om, at tyvstarte året og springe over de første par mørke vintermåneder, hvor Coronapandemien forudsiges stadig at ville rasere, og springe direkte ind i et frit forår med et gevaldigt langstrakt hop.
For mange mennesker blev 2020 et år, som man måske helst ville glemme.
Et år som bød på flest måneder præget af bekymring, savn, tomhed og ensomhed.
Et år som krævede mere af os at komme gennem.
Et år hvor det til tider kunne være en udfordring at hanke op i sig selv for at få øje på, og hente styrke i, alt det gode, det smukke og dejlige, der på trods af de nuværende omstændigheder, omgiver os. Det er til stadighed en øvelse at bemærke de små ting, der lyser op og glæder. Det nære, på mørke dage at mærke lyset, der bryder frem hver morgen.
- Fuglenes besøg ved foderbrættet
- Gennem den fælles sang på afstand kan tonerne stadig nå os.
- Fortællingerne, som vi kan flytte ind i, hvadenten vi selv skal læse dem, eller de præsenteres for os gennem øje eller øre.
- Og selv på afstand kan et smil, et kald og et vink nå os.
En ofte benyttet talemåde, som umiddelbart kan lyde banal lyder samstemmende: Det er de små ting, der tæller.
Man kan måske tale om, at vi i denne tid er hensat til at leve i detaljernes tid, det er de små facetter, der farver og får os til at overkomme de anderledes dage, som vi ikke bliver fortrolige med.
Utvivlsomt krævede det mindre af os at få øje på i det lyse lette forår, da naturen vågnede på ny, dengang vores land lukkede ned for første gang. Det føles som længe siden. Lyse lune dage indbød til at sætte hinanden stævne i det fri. Vanskeligere er det her i vintermånederne at få øje på det, der lyser op nu i den kolde mørke tid, hvor naturen er i dvale .
2020 blev et venteår.En daglig afventen på opdateringer af nye ord, der er flyttet ind i vores sprogbrug : smittetal og smittetryk, coronavarianter, antal indlagte og døde kunne og kan stadig komme til at dominere vores dage, sammen med en utålmodig venten på, at vaccinenålen skal nå vores egen arm, eller den behandlingsmetode der vil blive coronavirussen og dens varianter overlegen, skal se dagens lys.
Ventetiden på nyheden om, at pandemien vil trække sig tilbage. Kendte man dog blot udløbsdatoen og tidshorisonten for, hvornår man igen kan få den umistelige velkendte hverdag tilbage. Uden tanke om afstand, distance, mundbind og håndsprit og andre værnemidler.
En venten på det længe savnede håndtryk, smil, knus og kram. Et savn der kom til at navngive og afføde endnu et nyt ord, der blev føjet til vores coronaordbog: hudsult. Det blev for alvor en erfaring, at vi mennesker ikke kan lave af brød alene.
De varer nogle få havde nået at hamstre, kan i det lange løb ikke forsikre os mod menneskeligt at visne.
Mest dominerende var ventetiden på at måtte være i stue med vore allerkæreste og nærmeste, i nærværende samtale, i samme rum hvor vi kan fornemme hinanden, se og lytte til og mærke hinanden. Muligvis er det kun ganske få af os, der kan sige os fri for at have været ramt af følelsen af at være i menneskeligt underskud, og lide af menneskesult. For hverken omsorg, nærvær eller fællesskab kan man akkumulere. Det lader sig aldrighamstre og kan ikke lægges i magasin og på lager.
En smuk sangtekst blev i hast forfattet i Norge af Sindre Skeie, den bredte sig snart til hele Europa, hvor der jo hersker samme undtagelsestilstand som her hos os. Teksten er oversat til dansk af Tine Illum:
Denne sangtekst bekræfter os i, at vi har brug for hinanden. Vi mangler ikke som tidligere tiders skyttegravssoldater eller hungersnødramte fornødenheder. Vi mangler hinanden.
I de få sammenhænge hvor man har været i nærheden af andre, afsprittede og på afstand, kan en stadig nagende spørgen få os til at tvivle:
- Har jeg nu husket at spritte ?
- Kom jeg nu for tæt på?
- Kom de .. han .. hun mig for nær?
- Rørte jeg ved nogle ting, andre også har været i berøring med?
Drænende spørgsmål der hindrer os i det naturlig mellemmenneskelige samvær, vi higer efter. Det giver en usikkerhed, der kiler sig ind mellem os ødelæggende for evnen til at være nærværende og oprigtigt tilstede.
Rørende er det til stadighed at se, hvordan der opstår kreative opfindsomme løsninger. Hvordan der skabes muligheder med det formål at adsprede og glæde hinanden, og findes på nye måder at ville og møde hinanden. Ikke kun når der synges fra den ene altan til den anden, og når der for at glæde børnene sættes bamser i vinduerne.
For som det lyder i en populær sangtekst: “vi kan ikke leve alene”.
Til alle overgange i livet har der til alle tider været knyttet ritualer.
Nytår er traditionelt forbundet med lystighed og løssluppenhed, men også Corona lagde nytårsaften en dæmper på den sædvanlige fejring, som vi altid har kendt den.
I fortællingen Peters jul fra 1866, der foregår i hovedstaden hedder det:
“Nå hvor det buldrer derude Hør!
Der kom en potte på Karens dør.
Det er vist Anders for Karen siger,
At han gør løjer med alle piger”
Også på landet var der i gamle dage nytårsnat spektakel. Lyden af rumlepotter, der var blevet til af julegrisens blære og fjeren fra julegåsen, blev akkompagneret af høje skriglyde, når propper blev trukket hen over vinduesruderne og støjen fra potter og pander, der ramte husets døre. Sendt afsted ikke med ondt i sinde, men for at jage det onde på flugt.
Den sidste aften i året 2020 blev som det meste andet stille og behersket, og de farvestrålende raketter synes ikke så sprudlende, men forårsagede til gengæld så også færre øjenskader. Den festlige nytårskur med festlige rober måtte aflyses.
Der er så meget, der blev nedtonet i 2020, så mange aktiviteter, så meget der måtte aflyses, -udsættes op til flere gange på ubestemt tid.
Dagene er siden vintersolhverv tiltaget med 13 minutter på vore breddegrader. Det kan synes som lidt, men det går den rigtige vej. Vi går lysere tider i møde, både hvad dagene, og hvad lyset angår men også i forhold til forventning om, at den kommende vaccine, der nu er rullet ud, som det lyder i medierne.
Det nærer håbet om, at hverdagen som vi kender den, vil vende tilbage.
Især i en krisetid kan det måske være fristende at forsøge at tage bestik af det nye år. Optimistiske sjæle vil mene, at det nye år kun kan blive bedre end det forgangne.
At se frem mod et nyt år er ikke et nyt fænomen. Til alle tider har man orienteret sig mod det nye år. Nogle læser Horoskoper, forudsigelser og andre antagelser.
Det helt særlige slip mellem det gamle og det nye år, gabet mellem vi skriver december og januar, har altid givet anledning til frygt.
I gamle dage frygtede man, der var et hul i tiden, som man troede, man kunne falde gennem.
Især i bondesamfundet, hvor afhængigheden af vejrforholdene var altafgørende, udregnede bonden i julehelgen – de 12 dage fra den 25. December til helligtrekonger -sin egen prognose for vejret i det kommende år. Heraf stammer talemåden efter alle solemærker at dømme
Denne juleuge, mente man, var gennemsyret af en hellig kraft. På loftsbjælken i stuen, blev der indridset tolv riller – en for hver måned i året. Om hver en rille blev der tegnet en cirkel med et stykke kridt. Heri skulle angives de 12 dages vejr, hver formiddag og eftermiddag.
Foran rillen blev juledags formiddagsvejr tegnet, var vejret overskyet kunne det hænde, bonden kridtede halvringen fuld, sneede det om eftermiddagen, blev der i cirklens anden side sat små prikker, der dog skulle være så betydeligt større, at de ikke var at forveksle med regndråber. Således fortsatte bonden gennem alle julens dage og skabte sin helt egen vejrudsigt gældende for hele året. Et hjælpsomt redskab til udregning af, hvornår det rette tidspunkt var for tilsåning og siden høst.
Overtroen er også levet videre i de såkaldte Nytårsforsæt.
Et rungende insisterende nytårsforsæt, vi trods andre uenigheder, der i denne tid kan forekomme ubetydelige, må nok være et udtalt ønske om at blive befriet for og forløst af den rædsomme virus, der har fået os til at trække os tilbage fra verden og måske allerværst fra hinanden.
- Må vi stadig i det nye år udvise udholdenhed, styrke og bevare håbet og ikke forfalde til sortsyn. Om end det kan føles svært.
- Må vi strække os og fylde og tage imod vores dage.
- Med åbenhed for det der er omkring os, og de mennesker der -på afstand- er.
- Må vi bevare overskuddet til at række ud efter hinanden og vise den omtanke og omsorg, som vi sådan behøver.
Jeg erindrer ordlyden fra min barndoms julehilsner, der kunne udtrykke ønske om et helsebringende nytår. Denne formulering er måske nok gledet ud af vores sprogbrug, men i denne forbindelse vil jeg gøre den til min i min lille nytårstale her til jer som I i år vil modtage på skrift.
Og så vil jeg samtidig oprigtigt ønske, at vi alle må komme gennem denne helt anderledes mærkelige tid.
Med Benny Andersens fremadskuende, forårsagtige og optimistiske håbsdigt vil jeg slutte min nytårstale og ønske jer et godt og helsebringende nytår.
Der står i den frysende morgen
En tone, der snart vil dø.
Om lidt er stilheden moden
og åbner sig som et frø.
Benny Andersen
Dorte Elkjær-Gregersen, Januar 2021