I 1999 fyldte Nibe Handelsforening 100 år, og i den anledning blev Guldgåsen skænket af Nibe Handelsforening, byens institutioner, borgere og Nibe Kommune. Guldgåsen står smukt placeret ved Nibe Apotek til glæde for nibenitterne og folk, som gæster byen.

Guldgåsen fylder i år tyve år, og hvis hun fortsat skal leve op til sit navn er en ny forgyldning tiltrængt, lyder det fra en samlet Lions Club i Nibe, der bærer guldgåsens navn. 

– I Lions Club Guldgåsen er vi glade og stolte over at bære navnet Guldgåsen og har således også interesse i at vores navneophav står standsmæssigt. Vi har derfor taget initiativ til at få gåsen pyntet med »nye fjer« og har i den forbindelse kontaktet gåsens ophavsmand, Thorvald Odgaard, som ved, hvordan den bedst renoveres, fortæller Susanne Lyngby fra »Guldgåsen«. 

Lions Club Guldgåsen har endvidere kontaktet Aalborg Kommune, som har en konto til vedligeholdelse af skulpturer i kommunen. 

– Vi fik en positiv tilkendegivelse – bl.a. fordi vi lokalt har taget initiativ. Så nu letter Guldgåsen. Og hvornår mon hun vender tilbage, spørger vi.

Thorvald Odgaard studerer Guldgåsen på nært hold inden afrejse til renovering, sammen med Susanne Lyngby og Kirsten Blak.

Ifølge Thorvalds fortælling om Guldgåsen, har den en særlig kraft. Den kan »gløde«, når der er en stor begivenhed, ud over det sædvanlige. Med en ny 22 karats guldbelægning har den det, der skal til for at gløde. Om der bliver en passende stor begivenhed…?

Ja, det vil vise sig.

 

Guldgåsen har rundet 20 år, og trænger til »nye fjer«, i form af nyt bladguld.