Af: Tina French Nielsen (V), Bromarksvej 3, Barmer

Et samarbejdende folkestyre er noget de fleste ønsker sig, både borgere og såmænd også de fleste politikere. Vi er som mennesker ikke skabt til at være i konflikt, men tvært i mod til at skabe løsninger sammen. 

Ja, vi er mere eller mindre røde eller blå. Mere eller mindre socialister eller liberale. Og, vi tilhører forskellige politiske partier. Men, når det handler om at lede vores kommuner eller vores land, så rykker vi som regel sammen, når det gælder. Sådan har det været i årtier, og sådan bør det også være fremover.

Sådan var det også førhen i Aalborg Kommune. Men, desværre ikke mere. I de seneste 4-5 år har der nemlig indsneget sig en magtfuldkommenhed i rød blok, som er ret usædvanligt. Især for et kommunestyre. Nu handler det ikke længere om samarbejde, baseret på politiske samarbejder og gode løsninger, men mere om, hvordan man kan lave gode historier i pressen for rød blok, og samtidig centreres magten ved enkelte beslutningstagere i rød blok. Ærgerligt, men ikke desto mindre sandt. 

Resultatet af det bliver, at en stor del af et demokratisk valgt byråd bliver sat udenfor indflydelse. Indtil nu er der ikke så mange, der har opdaget det, for den røde blok er virkelig gode til at håndtere pressen, og har et stærkt kommunikationsapparat. Men kæden er ved at hoppe af, langt ind i byrådet. 

For få år siden lavede vi i Aalborg Kommune en stærk fælles vision, der hedder »At vi udvikler os sammen«. Men, det gør vi bare ikke. Aftaler fra budgetforlig bliver ikke længere respekteret, og så hurtigt som ét år efter en fælles budgetaftale kan flere indgåede delaftaler blive rykket ud igen, hvis man som parti ikke er med i budgettet året efter. 

Indirekte sanktion af rådmænd er også blevet en del af dagligdagen. Står man som rådmand udenfor budget, bliver ens forvaltning ramt af besparelser på det administrative område eller på ledelsen. Sidst så vi det på kulturområdet ved budgettet for 2020, og i denne uge går man efter skoleforvaltningen, fordi vi i Venstre ikke vil være med til at tage flere penge på skoleledelse. Det er simpelthen ikke i orden, men tvært imod magtarrogance, også fordi det bliver meget personligt og synligt for medarbejderne.  

Magtarrogancen viser sig oftere og oftere. Nyeste eksempel er fra sidst uge, hvor man i Sundhed- og kulturudvalget skulle nedsætte et udvalg, der skal fordele penge til landdistriktsprojekter. Her sætter S og rød blok sig på alle de 3 politiske poster, der er i dette udvalg. Dermed er den blå side af byrådet fuldstændigt sat uden for indflydelse på landdistriktspolitikken. Giver det nu også mening?

Supplerende til det kan jeg sige, at jeg i dag sidder i Udviklingsrådet i Nibe, hvor der er 2 poster til politikere. Efter valget ville S ligeledes her besætte begge poster uagtet, at vi er 2 folkevalgte fra Nibe i Aalborg Byråd. Kun fordi Udviklingsrådet anmodede herom, fik jeg post nummer to. I et normalt samarbejdende folkestyre ville en borgmester stoppe op og tænker: Hvordan skaber jeg den bedste grobund for et samarbejde i min kommune, men desværre ikke for os.

Et sidste grelt eksempel, jeg vil nævne i dette indlæg, er borgmesterens og budgetforligspartiernes enevældige tilgang her under Corona-krisen, hvor de uden involvering og dialog med resten af byrådet kører hele den økonomiske politik fuldstændig udenom en stor del af byrådet og ikke mindst, at man ikke respekterer styrelsesvedtægten for kommunen, ved heller ikke at tage disse drøftelser i magistraten.

 

Det værste ved alt dette er, at man lidt taber motivationen og lysten som politiker. Og, man mister respekten for (en del) af sine politiske kolleger, og det er virkelig ærgerligt. Et demokrati skal være et spejl af befolkningens sammensætning og holdninger. Og, vi skal respektere hinanden som mennesker, aftaleparter og folkevalgte. Og ikke mindst skal vi ville dialogen.