Seneste weekend deltog Nibe Roklubs tre unge kaproere i danmarksmesterskaberne i kajak sprint i Holstebro. 

Leander Kaarsberg og August Carøe Petersen opnåede en 4. plads i A-finalen på 200 m distancen i toerkajak. Deres samarbejde i kajakken var med til at give dem den fine placering. Men også i enerkajak opnåede de gode resultater. Sommeren igennem har de trænet sig op til at ro i de helt smalle kapkajakker som kun er ca 40 cm brede. Det kræver god balanceevne at ro en så smal båd, og de har været mange ture i vandet. Men deres træning gav resultater: Leander fik en 2. plads i B-finalen og August en 1. plads i B-finalen på 200 m distancen. Næsten samme placering blev det til på 500 m distancen hvor Leander fik en 3. plads og August en 1. plads i B-finalen. Tilfredsheden var ikke til at skjule for Leander da han på vej ind over målstregen sejrsstolt løftede pagajen over hovedet, efter sit 500 m finaleløb.

Leander og August på vej mod 4. plads i K2 over 200 meter.

Søren Carøe Petersen stillede op i seniorklassen. Her blev til en 3. plads i B-finalen på 1000 m distancen. Når man ror i seniorklassen er det mod de helt store stjerner som f.eks. René Holten Poulsen der tidligere har vundet et par verdensmesterskaber og en OL sølvmedalje, og det er en oplevelse at kæmpe mod de absolut bedste. På 5000 m distancen roede Søren bl.a. mod René Holten, der desværre gav op efter de første 2500 m, men Søren kæmpede godt og holdt ud hele vejen og han gennemførte løbet med en flot 12. plads. 

 

Søren på vej mod sin 12. plads i 5000 meter. Bag Søren (61) William Gravlund (50, Hellerup) og Emil Noe Nielsen (57, Silkeborg)).