Tirsdag aften er der valg til de lokale menighedsråd.

Samme tidspunkt i alle kirkesogne, landet over, skal der findes medlemmer, der de kommende fire år skal udgøre det lokale menighedsråd. Skilletidspunktet er første søndag i advent, som også formelt er den dato, der er den første dag i det nye kirkeår.

Se tids og sted for valgforsamlingen: https://www.e-pages.dk/nibeavis/740734813/11

Hvad laver et menighedsråd?
Menighedsrådet bestemmer, hvordan sognets budget skal bruges, og derfor er det en af rådets vigtigste opgaver. Menighedsrådet s medlemmer skal fordele pengene på en måde, hvor kirkeskatten fra sognets medlemmer understøtter det kirkelige liv bedst muligt.

Endvidere fastlægger menighedsrådet gudstjenesterne, planlægger livet i kirken (fx aktiviteter for børn, unge og ældre, kultur, koncerter mm.), administrerer kirkens ejendomme, prioriterer ressourcerne - og ansætter og leder kirkens ansatte. En del af opgaverne er dog formelle, idet de udøves af kirkens præster og andre ansatte. Menighedsrådet består af et antal valgte medlemmer (mindst 5) og sognets præster. 

Alle kirker skal have et menighedsråd. Nogle kirker er dog gået sammen om ét menighedsråd, der dækker flere kirker. I Nibe og Vokslev sogne har man ét fælles menighedsråd. Det samme gælder Sønderholm og Frejlev sogne, Farstrup, Lundby og St. Ajstrup sogne – mens der i hvert af sognene Nørholm, Sebber, Bislev og Ejdrup sogne er ét menighedsråd for hvert sogn.

Fredsvalg og kampvalg
Når der på tirsdag er indkaldt til valg (valgforsamling), er der tale om et møde, hvor man opstiller kandidater. Opstilles alle kandidater på én liste, er der tale om ”fredsvalg”, hvor de første kandidater, indtil det antal medlemmer af menighedsrådet, som på forhånd er fastsat, er valgt, mens de øvrige er suppleanter i rækkefølge.
Efter opstillingsmødet er der en frist, forinden hvilken, man kan opstille en alternativ liste. I så fald udløser denne situation et kampvalg (afstemningsvalg), hvor menighedens medlemmer fysisk skal møde ind og stemme som ved et byråds- eller folketingsvalg. Det sker kun sjældent, at der er kampvalg om pladserne i menighedsrådet.

Interesse- og ansvarsområder kan tilgodeses
Som i enhver anden demokratisk styret forsamling, skal der også i det lokale menighedsråd fordeles en række poster som ansvarlig for de kirkelige bygninger (kirkeværge), kontaktperson til kirkens ansatte, kasserer, formand, næstformand mv. I de fleste kirker foregår der med mellemrum også kulturelle arrangementer, koncerter mv., og også her er der mulighed for menighedsrådets medlemmer at få indflydelse, ligesom de lokale kirkegårde også er menighedsrådets ansvarsområde.

På sigt skal der som til menighedsrådene også afholdes valg til provstiets styrende organ, provstiudvalget.

De valgte personer til de lokale menighedsråd bliver offentliggjort efter udløbet af fristen for opstilling af alternative lister, en frist, der er 24. september.