FODBOLD - Serie 2, herrer

St. Restrup IF - Farsø: 1-0 (0-0)

Målscorer: 1-0: Patrick Lindberg

St. Restrup IF tog søndag imod Farsø på hjemmebanen i Frejlev. To hold, som har stået over for hinanden mange gange de seneste år. St. Restrup-træner Michel Valdemar havde op til kampen brugt bredden i sin trup, da der var flere afbud i truppen.

St. Restrup IF kom godt ud fra kampens start, hvor det hurtigt stod klart, at Farsø ville orientere sig ultra defensivt. Med 11 mand konsekvent bag bolden stod Farsø-holdet meget langt tilbage på egen banehalvdel. Trods et spilovertag i forholdet 70-30 til St. Restrup IF’s favør, havde hjemmeholdet ikke i kampens første halvleg store scoringsmuligheder. Derfor var det også helt lige; 0-0 efter kampens første halvleg.

Anden halvleg bød på hjemmeholdet i teten. Trods det, at hjemmeholdet havde udskiftet spillere på flere pladser, og de deraf følgende rokeringer, kom Farsø-holdet ikke mere til fadet. Efter 65 minutter faldt kampens eneste scoring: St. Restrup IF’s Anders Holt drev gæk med sin direkte modstander, og ad omveje havnede bolden hos Patrick Lindberg, der med et missil, fra kanten af feltet, hamrede bolden ind i netmaskerne til 1-0. Efter scoringen holdt hjemmeholdet ved det gode spil, og selv om Farsø-holdet nu skulle mere frem på banen, holdt hjemmeholdets defensive organisation dem i skak. Her viste Theis Vad flere gange sin styrke i duelspillet, og eroderede adskillige bolde. 

I dommerens overtid blev kampen mere end ualmindelig spændende. Hjemmeholdets Nichlas Søe Worch viste heroisk mandfolkemod, da han afværgede et udlignede mål. Det kostede et flækket øjenbryn og slag på knæet efter et møde med eget mål - men hvad gør man ikke for sit hold. I modvægt til Nichlas’ aktion dømte dommeren øjeblikket efter straffespark til Farsø begået af hjemmeholdets målmand Jens Holt. Jens gik lige fra skurke-rolle til helt, da han selv reddede sparket fra 11-meterpletten. Øjeblikket efter fløjtede kampens dommer opgøret af med en St. Restrup-sejr med cifrene 1-0.

St. Restrup IF vandt 1-0 over et defensivt orienteret Farsø-hold. I billedet ses en af mange hjørnesparkssituationer til St. Restrup IF.