FODBOLD – Serie 2, herrer

Hobro - St. Restrup IF: 1-1 (1-0)

Målscorer for RIF: 1-1: Nicolai Olsen

St. Restrup IF gæstede søndag eftermiddag Hobro. Et hold, der trods sit relative lave pointtal altid er svært at spå om – for som tredjehold i superligaklubben kan der ske meget blandt de 14 mand, som udtages.

Inden kampens første fløjt udspillede der sig en større farce. Hobro, der som hjemmehold, bestemmer kampbanen, havde valgt en jammerlig en af slagsen at spille på. En bane, der mest af alt mindede om en, som havde været brugt til flere dages dyreskue inden kampen. Der var huller en mas, og blankt vand på dele af banen. Det, som gjorde det mere ironisk var, at der var flere græsbaner og en enkelt kunstgræsbane, som var ledige og kampklare.

Nu vel, i fodbold er bolden rund og forholdene lige for begge mandskaber. Dommerens fløjte lød, og begge mandskaber var opsatte på at lade støvlerne tale. Hobro fik efter 25 spilminutter fuld valuta for den dårlige kampbane. Deres enlige angriber var så heldig/dygtig, at han fik opsnappet bolden, da den blev fanget i en vandpyt, og kunne sende bolden i mål til 1-0. Efter scoringen havde St. Restrup IF alt spillet, og havde mange store målchancer – men de blev alle misbrugt. Derfor var stillingen 1-0 ved pausen.

St. Restrup tog fat om opgøret fra anden halvlegs start. Efter 50 minutter fik St. Restrup IF udlignet til 1-1, da Nicolai Olsen fuldendte et flot gennemspillet angrib, hvor Christian Montoya og Andreas Horskær havde gode aktier i dette. Efter scoringen pressede St. Restrup IF yderligere på, og inden dommerens sidste fløjte lød havde de da også en håndfuld halve- og en enkelt stor chance, men ind i Hobro-målet kom bolden aldrig. Da hjemmeholdet omvendt var yderst tamme i deres lyst til at angribe efter sejren i opgøret sluttede det hele, noget ufortjent, med pointdeling; 1-1.