FODBOLD – Serie 2, kamp om oprykning til serie 1

Thisted FC - St. Restrup IF: 2-1 (1-0)

Målscorer: 2-1: Andreas Horskær

St. Restrup IF gæstede lørdag serie 1-holdet fra Thisted FC, som var sluttet på 6. pladsen i deres serie 1-pulje med 20 points. Thisted var i den situation, at flere af deres 2. divisionsspillere var til rådighed, da 2.division, inden opgøret, var gået på vinterferie. Der ventede således St. Restrup IF en svær kamp på kunstgræsset i Thisted.

Kampen blev indledt i et højt tempo, hvor det var tydeligt, at begge hold havde dygtige kombinationsspillere på kunstgræsset. Kampens første 20 minutter var uden de store chancer til begge mandskaber, da det også var tydeligt, at begge hold var indstillet på ikke at give noget væk i deres defensiv. Efter 25 minutter kom Thisted FC på 1-0 efter et godt gennemspillet angreb. 1-0 var også stillingen ved pausen.

Anden halvleg var med St. Restrup IF i total spildominans. Thisted FC ville forsvare sin 1-0 føring hjem, og det betød at de ikke ville meget fremad banen. Omvendt var denne disposition ikke så dårlig, da St. Restrup IF havde svært ved at skabe de store målchancer. Dog fik St. Restrup IF’s Christian Montoya underkendt et mål for offside på en ripost fra Patrick Lindbergs afslutning, som kunne have ændret kampbilledet.
Efter både 56 og 84 minutters spil fik Thisted-spillere vist dommerens gule kort. Trods én mand i overtal formåede St. Restrup IF ikke at score. Mod kampens slutning satsede St. Restrup IF yderligere i sin offensiv, og det fik desværre den modsatte effekt. Thisted slog kontra og scorede i stedet til 2-0.
I dommerens døende minutter fik St. Restrup IF tilkendt straffespark, da Patrick Lindberg blev nedlagt i målfeltet. Andreas Horskær scorede med vanlig sikkerhed til 2-1. De sidste minutter pressede St. Restrup IF på for en udlignede scoring, men måtte desværre sande, at de ikke havde det fornødne held til at fuldføre dette. Derfor blev kampens resultat 2-1 til Thisted FC, som dermed forsat spiller i serie 1 den kommende sæson – mens St. Restrup IF kan se tilbage på en rigtig flot sæson, og også i næste sæson er at finde i serie 2.