FODBOLD – SERIE 2

AaB - St. Restrup IF: 2-2 (2-1)

Målscorer: 0-1: Nicolai Olsen, 2-2: Theis Vad

St. Restrup IF gæstede lørdag topholdet fra AaB til en kamp, hvor der var meget på spil i topstriden af puljen, da hele fire hold; AaB, Storvorde, Nørresundby og St. Restrup IF stadig har puljens førsteplads inden for rækkevidde.

Kampen startede i et højt tempo på den iøjnefaldende gode græsbane, som dannede rammen om opgøret. AaB pressede på i kampens første 10 minutter, hvor efter St. Restrup IF kom mere og mere med i opgøret. Efter 15 minutters spil faldt kampens første scoring, da St. Restrup IF på en hurtig omstilling, hvor Andreas Horskjær snød AaB’s venstreside og flot serverede bolden for en fremadstormende Nicolai Olsen, der sendte bolden i mål til 0-1. Det høje tempo fortsatte for begge holds vedkommende efter scoringen. Efter en lille halv times spil fik AaB scoret til 1-1. I dommerens allersidste sekunder af første halvleg fik AaB tilkendt et straffespark. Dette scorede de på, og begge hold kunne derfor gå til pausen med AaB i front med 2-1.

Kampen mellem AaB og St. Restrup IF endte 2-2 efter et flot opgør. I billedet er det St. Restrup IF’s Andreas Horskjær, som leverede en stor arbejdsindsats, med bolden.

Anden halvleg var blot få minutter gammel, da St. Restrup-spillerne appellerede for straffespark for hånd på bolden. Men dommerens fløjte forblev tavs til stor utilfredshed for St. Restrup-spillerne. I den anden ende af banen, havde AaB også sine chancer, men en storspillende Jens Holt i St. Restrup-målet, holdte sit hold inde i kampen med den ene store redning efter den anden. I kampens døende sekunder fik St. Restrup IF tilspillet sig et hjørnespark. Alle spillerne blev, af St. Restrup-træner Michel Valdemar, dirigeret frem. Mads Lynge Jacobsen sendte et præcis hjørnespark ind i panden på Theis Vad, som sendte bolden i mål til 2-2. Øjeblikket efter lød dommerens fløjte for sidste gang i opgøret. Med det uafgjorte resultat er der forsat stor spænding om placeringerne i rækken, hvor der resterer fire runder.