- Fredag, 15. januar 2021
Med Statsminister Mette Frederiksen klare udmelding om at lukke for Folkeskolerne før jul 2020 på grund af smittefare for Covid-19 og særligt den engelske mutation »cluster B.1.1.7« har atter sendt undervisningen hjem i stuerne.
En situation, som med erfaringerne i kalenderåret 2020 ikke er helt uvant for medarbejderne omkring i lokalområdets folkeskoler. Det har Nibe Avis spurgt Evald Lange Rise om, der er er DUS/Indskolingsleder på Frejlev Skole.
Vi har på Frejlev Skole pt. 15 elever i nødpasning – en pasningsordning, der er etableret for forældre med et særligt behov for at få passet deres børn. Det kan fx være i det tilfælde, hvor begge forældre arbejder i sundhedssektoren. Eleverne i nødpasningsordningen har fremmøde til en hverdag, som både indeholder online undervisning, da størstedelen af Frejlev Skoles 85 ansatte er sendt hjem for at arbejde, men også en dag præget af hygge, omsorg og nærvær, alt sammen tilpasset Covid-19-retningslinjerne om håndvask, afstand, rengøring mv.
Det betyder samtidig, at langt størstedelen af Frejlev Skoles 575 elever modtager online fjernundervisning, hvor skoledagen i videst mulig udstrækning minder om en »normal skoledag«, men da det er nødbekendtgørelsen, som der undervises efter, vil der naturligvis kunne ses en forskel. Undervisningen er god og eleverne opnår god læring via en undervisning, der er præget af gode og varierede læringssituationer. Det er jeg stolt af at følge, fortæller Evald Lange Rise.
Der laves ugeplaner for, hvad eleverne skal nå de enkelte dage i ugen. Lærerne og pædagogerne underviser størstedelen af skolens elever via online undervisning, hvor ord som »fjernundervisning«, »hybridundervisning« og »Google Meet« er blevet en fast del af hverdagen i denne online-baseret undervisning. Er det for eksempel genstandsled i danskfaget eller en ligning i matematik, der driller, kan læreren sende en instruktionsvideo, invitere eleven ind i sit eget online mødelokale, hvor eleven kan få en-til-en-hjælp, fortæller Evald Lange Rise.
Frejlev Skole og resten af landets folkeskoler ser frem imod d. 17. januar, hvor den nuværende hjemsendelsesperiode er sat til at skulle ophøre, men med Statsminister Mette Frederiksens sidste udmelding om, at vi skal indstille os på, at denne periode kan blive forlænget, har vi også taget vores forholdsregler. Således har vi allerede planlagt at hjemsendelsesperioden for såvel ansatte som elever kan blive forlænget, og derfor også lavet en »plan B«, hvis dette sker, slutter Evald Lange Rise.