St.Restrup Idrætsforening, RIF, får støtte til et flot frivillig-arrangement.

Med støtte fra DIF og DGI’s genstartspulje kan St. Restrup IF (RIF) nu sætte gang i et forandringsprojekt med en fantastisk aften, hvor de frivillige mødes på tværs af idrætsgrene i klubben for første gang. 

Mandag i kommende uge afholdes derfor en aften for klubbens fantastiske frivillige, hvor der inviteres på foredrag med René Pehrsson fra tv-programmet »Rigtige Mænd« kigger forbi og fortæller med humoristisk til-gang om livsstil og sundhed. Kok Henrik Mouritzen fra Cafe Lindholm, Lindholm Høje serverer et skønt veltil-beredt måltid. 

Både nuværende og kommende frivillige er inviteret, og der ønskes både unge, forældre, bedsteforældre og seniorer, som har lyst at være med i klublivet. Der er ikke krav om medlemskab for at bidrage. Faktisk består klubbens Cafe RIF af flere, som ikke er aktive medlemmer i klubben, men som ønsker at bidrage til det sociale liv i byen.

Fællesskab omkring aktiviteter i hallen.

Klubben bidrager aktivt med fællesspisninger for hele byen hen over året og særligt også til Festlig Frejlev Dag og Sankt Hans. Her inviteres alle borgere på et måltid under hyggelige former i klubhuset. Vi havde før Corona bl.a. 170 spisende til Sankt Hans i 2019. Der er også netop afholdt Vinfestival i Frejlevhallen, hvor alle var indbudte til at deltage. Alle disse sociale arrangementer medvirker til at gøre Frejlev og hele lokalområdet til et attraktivt sted at bo.

Formand i RIF, Jeanette Emanuelsen ser især frem til, at RIF nu kan få startet projektet »Et fælles RIF« med dette fantastisk arrangement for de mange frivillige, som skal løfte projektet: 

– Med ET fælles RIF arbejder vi på at afbureaukratisere klubben og skabe et større fælles VI på tværs af klubbens idrætsgrene. Det glæder vi os meget til, siger hun til Nibe Avis.

 

Jeanette Emanuelsen, hovedformand i St. Restrup IF: Ser frem til starten på »Et fælles RIF«.    

Projektet kom på tegnebrættet for snart to år siden. Klubben består af en badminton-, fodbold-, håndbold-, gymnastik- og skytteafdeling med hver sine hjemmesider, medlemsportaler og ledelse. Det er tungt, og der har længe været et ønske om at samles mere på tværs. Med projektet »Et fælles RIF« betyder det bl.a., at vi fremover kommer til at stå som et fælles RIF med én fælles hjemmeside, ét sted for indmeldelse i klubben og en fælles platform for fælles-aktiviteter på tværs i RIF. 

Afdelingerne og Hovedbestyrelse er nu klar til at gå i gang, og derfor er det fantastisk at kunne starte op med sådan et brag af en aften. 

Fællesskab omkring skytteafdelingen.