Tidligere TV2-Nord journalist Per Jensen afholdt i den forgangne uge foredrag i Frejlev Kirkecenter for rekordmange deltagere fra ”Sønderholm Frejlev seniorer”. Hele 100 personer var mødt op til en tidlig eftermiddagsstund under overskriften ”Den nødvendige tilgivelse”, hvor Per Jensen rettede fokus mod sin fødeby Agersted i det østlige Vendsyssel, der under besættelsen var fyldt med danske nazister.

Unge mænd blev trænet til kamp, og de politiske møder i byens forsamlingshus var velbesøgte. Faktisk så velbesøgt, at man historisk mener, at der i Agersted var op mod 90 procent af befolkningen i større eller mindre grad bekendte sig til nazismen på et tidspunkt i tiden op til eller under 2. Verdenskrig og i 1934 blev en lokalafdeling af DNSAP, Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, oprettet i byen, fortalte Per Jensen. Partiet blev dannet med tydelig inspiration fra Hitlers nationalsocialistiske parti i Tyskland. Og fra starten blev lokalafdelingen i Agersted den Vendsysselske nazismes højborg. Per Jensen understøttede sine historier om sin fødeby med autentiske billeder, der bl.a. kunne berette om årsagerne til de historiske kendsgerninger, men også underbygge det faktum, at stort set alle byens ”spidser” var medlemmer af DNSAP, med dyrlægen Philip Hoffmann-Madsen som frontfigur. Hoffmann-Madsen var fra 1941 stedfortræder for den danske nazifører, Frits Clausen.

Den gode historiefortælling blev akkompagneret af fællessang bl.a. med Frejlev Sangkor og ikke mindst den sædvanlige hygge i pausen. 

Slutteligt kunne fungerende formand Mogens Engemand runde en god dag af for alle tilhørerne, og kunne minde om årets sidste arrangement i foreningen, som er adventsgudstjeneste.

Per Jensen fik ”bundet sløjfen” på ”Den tavse tilgivelse”, da Agersted helskindet gennem efterkrigstiden, trods de voldsomme spændinger som de store politiske forskelle var årsag til fra 1933 til 1945.