FODBOLD – SERIE 1

St. Restrup IF – Dronningborg B: 4-2 (1-1)

Mål for RIF: 1-0, 2-1, 3-1, 4-1: Mikkel Frimor Holm Jensen

St. Restrup IF spillede torsdag aften på hjemmebane mod Dronningborg B. Det blot to dage efter exit i pokalturneringen, efter straffesparkskonkurrence, mod lokalrivalerne fra Svenstrup-Godthåb IF’s serie 1-hold. Derfor havde St. Restrup IF’s trænerteam; Casper Stokbro og Michel Valdemar rokeret på pladserne i start-11’eren.

St. Restrup kom godt fra start i kampens indledning, hvor de via hurtigt spil langs græstæppet fik sat Dronningborg-holdet under pres. Efter 19 minutters spil faldt kampens første scoring, da Mikkel Frimor Holm Jensen, via en flot frispilning af Mike Kristensen, slap igennem Dronningborg-forsvaret og scorede til 1-0. 10 minutter senere havde Mikkel Frimor Holm Jensen en gylden mulighed for at score yderligere, men han måtte se sin afslutning snige sig forbi den ene målstolpe. Mod halvlegens slutning overtog Dronningborg momentum i opgøret. Dette udnyttede de til at udligne til 1-1 kort før pausefløjtet.

Anden halvleg startede, de første ti minutter, meget lige. Efter 55 minutters spil faldt en sand mål-perle, da St. Restrup IF’s Malthe Lund fandt Mikkel Frimor Holm Jensen, som med brysttæmning og en efterfølgende helflugter, i en og samme bevægelse, hamrede bolden i mål til 2-1. Efter 62 minutters spil kunne Mikkel Frimor Holm Jensen krone en flot indsat med sin tredje scoring, da Fahim Alekuzai assisterede ham ved sin scoring til 3-1. Hattrick af Mikkel Frimor Holm Jensen, men St. Restrup-angriberen var ikke færdig med sit målshow endnu. Efter 75 minutters spil scorede han nemlig sit, og St. Restrup IF’s fjerde mål, da han efter hjørnespark headede bolden i mål til 4-1. Dermed var kampen reelt afgjort, men Dronningborg B fik pyntet på resultatet, da de i dommerens overtid fik reduceret til 4-2. Dette blev også kampens resultat.

Med sejren venter der St. Restrup IF en rigtig topkamp i næste runde, hvor de møder rækkens nummer ét Kristrup B - i en duel om den oprykningsgivende førsteplads i serie 1-rækken med tre spillerunder tilbage.

St. Restrup IF’s vandt 4-2 over Dronningborg B. Alle fire mål blev scoret af Mikkel Frimor Holm Jensen. Han blev hyldet efter kampen ved at beholde kampbolden, med holdkammeraternes autografer på – en tradition ved fire scoret mål.