FODBOLD - serie 1, herrer

Jetsmark IF - Nibe Boldklub: 6-0 (1-0)

Nibe skulle lørdag en tur til Jetsmark, som man slog 2-1 i efterårssæsonens første opgør. Der var dejligt vejr, en god bane og Nibe skulle møde et hold som man hurtigt kunne se, de sagtens kunne slå. Sådan forløb det dog langt fra.

Nibe startede ellers kampen fint og fik lagt et godt pres. Efter 15 minutter havde Nibe en god mulighed, da Niclas Schunck havde muligheden med et hovedstødsmål som blev underkendt af dommeren for et frispark. Blot 5 minutter senere scorede Jetsmark til 1-0. Nibe havde et hjørnespark som målmanden kom ud og greb, og på den efterfølgende kontra scorede hjemmeholdet sikkert. Fem minutter efter havde Nibe ellers chancen for at udligne, da Asbjørn Corfitz havde et skud på overliggeren. Kort tid efter havde Niclas Schunck også et godt skud fra distancen, som målmanden flot reddede.

I pausen var Nibe enige om at det sagtens kunne være bedre.

Anden halveg blev dog til en sand nedsabling og et Nibe hold som faldt fuldstændig fra hinanden. Mere behøves faktisk ikke skrives om spillet. En kamp, som i det hele taget skal smides langt væk i glemmebogen.

Kender man spillerne ret, vil de hurtigt modbevise dage som denne, så mon ikke de kommer blæsende til angreb mod Ø.Vraa næste lørdag på hjemmebane, med et forhåbentligt talstærkt publikum i ryggen.