Rospinning – nyt tilbud i Nibe.

Nibe Roklub har de seneste par år styrket de indendørs motions muligheder for klubbens medlemmer. Her iblandt blev det 25 år gamle motionsrum op til sidste vinter opdateret med en tilbygning, nyt gulv, ventilation og nye redskaber. Til det bygningsmæssige blev klubben betænkt med penge fra Aalborg Kommunes Prioriterings katalog samt en god portion egenkapital. I samme forbindelse gjaldt det opgradering af de hidtidige ro-ergometre (romaskiner), hvortil klubben fik økonomisk hjælp fra Jutlander Bank og SIFA's pulje i Lind Fonden.

Siden er det blevet til indkøb af yderligere ro-ergometre, så klubben nu råder over 10 pladser plus en instruktør – og klubbens kajak afdeling er blevet styrket indendørs med to top professionelle kajak-ermometre. Siden er klubben blevet betænkt med yderligere støtte, senest fra Aalborg Kommunes Folkeoplysningsudvalg samt fra Velux Fonden - sidstnævnte særligt til styrkelse af motions for årgange +60 år.

Nibe Roklubs ro-spinning instruktører står således søndag bag et tiltag, som giver kommende medlemmer af roklubben mulighed for at prøve den landværts roning, i form af rospinning. – Rospinning er en både effektiv og social motions-aktivitet, hvor man får rørt de allerfleste muskle, og tiden her efter nytår er vel heller ikke den værste, hvis man skal give sig selv et lille puf i retning af ny og mere motion, siger Lena Knudsen, klubbens tidligere formand og nu med i team'et af rospinning instruktører.

Der er søndag formiddag Åbent Hus i Nibe Roklub med henblik på information om rospinning – og det er naturligvis muligt at prøve denne motionsform. Der er endvidere mulighed for omklædning i klubhuset.

 

Nibe Roklubs nordiske mester på (udendørs) distancen over 5000 meter er her aktiv på kajak-ergometret. I baggrunden (spejlet) kajakchef Jacob Norris.