Aalborg Kommune fejrer sine idrætsmestre 2018

Når Aalborg Kommune på mandag hylder sine mange idrætsudøvere for deres gode resultater i 2018, er Nibe Roklub repræsenteret ved sin dygtige junior kajakroer Lærke C. K. Petersen.

I 2018 roede Lærke i U18 juniorklassen, og her hjemførte hun sammen med sin makker Matilde fra Silkeborg Kajakklub et Nordisk Mesterskab i 2’er kajak – og foruden mesterskabet blev det tillige til to sølvmedaljer. Her foruden trak Lærke det første danske mesterskab hjem til Nibe Roklub, da hun i indendørs kajakroning på ergometer (romaskine) opnåede guld på 500 meter distancen.

Endelig var Lærke repræsenteret på det danske landshold ved EM i Kroatien, og roede sig til en 7. plads.

Fra i år stiller hun op i senior klassen U23.

Lærke Petersen - her ved træningen på Halkær Å. Nu gør hun klar til kajak- og konkurrence sæsonen 2019, hvor hun må påregne øget modstand, efter hun er rykket op i senior klassen U23.