I den direkte duel om nedrykning trak Nibe det længste strå.

HÅNDBOLD - Serie 1, damer

Nibe HK - AIK Vejgaard IF: 25-16 (13-7)

Mål for Nibe: Anne Sofie Jensen og Camilla Carlsen hver 6 mål, Astrid Dalum 4 mål, Sarah Bach og Caroline Abildgaard hver 3 mål, Marie Dalum 2 mål, Sofie Klitgaard 1 mål. 

Lørdag spillede Nibe  Håndboldklubs bedste damehold sæsonens sidste kamp på hjemmebane i Nibehallen. Holdet tog imod AIK Vejgaard, og det var en kamp hvor der var meget på spil for begge hold. Vinderen ville være sikker på også at spille i serie 1 i næste sæson.

– Vi kunne faktisk nøjes med uafgjort, men Vejgaard skulle vinde kampen. Der var mange tilskuere i hallen, og vi mærkede deres opbakning fra kampens start, fortæller træner Annette Jensen, og hun fortsætter: Det var rart, og pigerne følte en stor støtte. Vi kom rigtig godt fra start, pigerne spillede godt, og overholdt vores taktik. Det var en fantastisk holdindsats med Camilla Carlsen i spidsen med rigtig flot spil. 

Ved pausen stod der 13-7. 2. halvleg blev lige så flot spillet, og til stor glæde for pigerne og vi vandt kampen 25-16.

Nibe Håndboldklubs serie 2 damer sluttede på en flot 2. plads i deres pulje, klubbens serie 3 damer sikrede sig oprykning til serie 2 og U18 pigeholdet endte også som nr. 1 i deres pulje. En rigtig flot sæson af alle holdene, slutter Annette Jensen.