FODBOLD – damer, Sydbank Kvindepokalen

Nibe Boldklub (s.2) – RKG (s.1): 2-0 (1-0)

Mål: Rikke Godsk Nicolajsen, Lea R. Mosegaard

NB-damernes førstehold spillede onsdag i den forløbne uge pokalkamp hjemme mod RKG fra serie 1. Samtidig skulle klubbens andethold spille kamp i Aalborg Freja. Dette gav allerede første udfordring til begge trænerne, da der med et par afbud, måtte trækkes i gamle og ældre spillere til for at få kabalen til at gå op.

– Under taktikmødet for førsteholdet, talte vi om, at vi skal møde et serie 1 hold, en række vi selv spillede i sidste år, hvor pigerne ikke rigtig fik et ben til jorden i kampene. Men vi aftalte at gå på banen med gejst og vilje, og hvor vi skulle holde vores aftaler, forklarer træner Diana Bergmos.

Pigerne spillede en fantastisk god og velspillet fodboldkamp, hvor alle aftaler blev holdt, siger Nibe-træneren og fortsætter: – Vi spiller os ud af deres pres, vores forsvar er rolig på bolden, vi formår at bruge vores midtbane som aftalt, og vi skaber chancer. Vi scorer vores første mål i det 24. minut, hvor Lea R. Mosegaard sparker hjørnespark, den bliver clearet af deres forsvar, ud til Lea igen, som første gang sparker den ind over, og Rikke Godsk Nicolajsen header den i mål til 1-0.

– Vi formår at holde deres angreb væk fra de helt store chancer resten af 1. halvleg, og vi bliver ved med at spille fodbold, en sand fornøjelse for træneren, som har lagt meget vægt på, at der I år skal spilles fodbold og ikke bare losses bolde frem i panden på vores angriber.

– Vi starter så asnden halvleg som vi sluttede første: Vi spiller stadig fodbold, og 10 minutter inde i halvlegen får Mathilde Buus kæmpet sig til et frispark lige udenfor feltet. Dette tager Lea R. Mosegaard sig af, og sparker bolden sikkert i kassen til 2-0, som også bliver kampens resultat. Som skrevet før, en helt igennem godt spillet fodboldkamp, med ros til alle 13 spillere på holdet, slutter Diana Bergmos.

Til sidst skal nævnes, at Nibe Boldklubs andethold kom rigtig godt fra start, og vandt deres første kamp 2-3 i Aalborg Freja.

Nibes Lea R. Mosegaard tager bolden i duel med en RKG spiller. I baggrunden Line Christensen.