Koryfæer fra klubhold, landshold og spillere fra AaB’s fire mesterhold underholdt fler-hundred talligt publikum ved Nibe Boldklubs 100 års jubilæum.

Fredag blev den store dag i Nibe Boldklubs fejring af sit 100 års jubilæum.

Efter torsdagens skoleturnering, som fik Sebber Skole som vinder, gjaldt det fredag de tidligere tiders store stjerner, som ad to omgange stillede op til kamp.

Efter en vellykket jubilæums reception var det de tidligere Jyllandsserie koryfæer, der skulle i kamp – Nibe med et hold, bygget op omkring klubbens førstehold anno 2005, og så forstærket med enkelte yngre spillere. Som modstandere fik de »arvefjenderne« på et kombineret hold fra Aars IK og Støvring IF, der på samme tid havde hold i Jyllandsserien.

Nibe Boldklubs 100 års jubilæumshold, bagest fra venstre: Henrik Toftegaard, Mick Andersen, Thomas Jensen, Jesper Møller, Karsten Vang, Bjarke Skau, Allan Nielsen, Glenn Schmücker, Anders Møller og træner Karsten Møller.
Forrest fra venstre: Oscar Mogensen, Jesper Toft Nielsen, Anders Christensen, Mikkel Møller, Allan Nicolajsen, Nicolai Nielsen, Mike Hansen, Dennis Søndergaard, Martin Svendsen og Peter Holdt
Nibe Boldklubs 100 års jubilæumshold og det kombinerede hold fra Aars / Støvring hilser.

Vejrmæssigt fik kampen en lidt kedelig optakt, idet regnen kombineret med kraftig torden bogstavelig talt væltede ned over spillerne og det fler-hundred tallige publikum, og kampen måtte udsættes et kvarters tid. Regnen fortsatte ganske vist, men dommerne vurderede sikkerheden som OK, da tordenvejret drev over.

Som ventet var kampens tempo ikke helt som i fordums tider, men der blev dog gået til den, for i fodbold handler det som bekendt om at vinde. Den lettere forkortede kamp fik da også det bedste frem i spillerne, men blot et enkelt mål blev det til, da Nibes mangeårige spydspids Allan Nielsen scorede et mål, som senere skulle vise sig at blive sejrsmålet for Nibe.

Nibes Jesper Møller i nærkamp – i baggrunden Nibes Nikolaj Nielsen.
Indmarch: Old Boys landsholdet og AaB's hold af mesterskabs spillere.

Den efterfølgende kamp på Nibe Stadion stod mellem DBU’s Old Boys landshold og et hold med repræsentanter fra AaB’s danske mestre anno 1995, 1999, 2008 og 2014.
Her blev der også gået til sagen, men det var formentlig mest profilerne, publikum var mødt frem for at se, frem for poleret fodbold. Enkelte spillemæssige højdepunkter kom det dog til, men det var landsholds-profilerne, der satte dagsordenen, og holdet vandt da også kampen så komfortabelt som 6-0.

DBU's Old Boys landshold, som de stillede op i Nibe. Bagest fra venstre: Per Krøldrup, Jesper Christiansen, Martin AlbrechtsenChris Sørensen, Thomas Augustinussen.
Forrest fra venstre: Thomas Røll, Christian Duus, Peter Gravlund, Kasper Dalgas, John Sivebæk, Stig Tøfting.

Blandt de profiler, som publikum kunne gense ved kampen mellem Old Boys landsholdet og AaB var den tidligere europamester John Sivebæk samt bl.a. Stig Tøfting, Per Krøldrup, Jesper Christiansen, Peter Graulund og AaB’s Thomas Augustinussen, der her stillede op for landsholdet.

For AaB var der tale om bl.a. Henrik Rasmussen, Calle Facius, Allan Gaarde, Thomas Gaardsøe, Kasper Risgaard og Rasmus Würtz. AaB’s hold blev suppleret af et par tidligere Nibe-spillere, nemlig Palle Jensen og Michael Frendrup. Afslutningsvis blev Michael Frendrup i målet erstattet af tidl. målmand for bl.a. AaB og Frederikshavn – den i Sebber IF fodboldskolede Karsten Simensen. Simensen var også med på det hold fra AaB, der ved Nibe Boldklubs 50 års jubilæum i 1969 spillede mod et forstærket Nibe-mandskab. Som linjedommer kunne man også notere en tidligere Nibe og St. Restrup IF spiller, nemlig Torben Nielsen.

Publikum fik ved sidstnævnte kamp en vejrmæssigt meget bedre oplevelse, idet de tunge skyer var fortrukket og kampen kunne afvikles i et smukt sommervejr.