Der er gennem årevis pågået en dyst mellem Aalborg Dame Roklub og Nibe Roklub. En lille undseelig pokal er for evigt på spil, og eneste drivkraft i konkurrencen er, at pokalen skal hentes hos den anden klub så mange gange som muligt. Og den klub, som det lykkes at få pokalen hentet – pr. robåd og ad søvejen – til overvintring når rosæsonen slutter omkring 1. november, har »vundet« dette års dyst.

I 2019 var pokalen fra sæsonstart placeret hos Aalborg Dame Roklub. Men i sidste uge tog tre friske Nibe-piger turen til Aalborg i Nibe Roklubs spritnye 2-årers inrigger »Hammeren«, som i juni blev indviet ved et sponsorat fra A/S J. Petersens Beslagfabrik. Pokalen blev således hentet til Nibe af Lena Knudsen, Kirsten Gundersen og Helle Godiksen.

Men der skulle kun gå til seneste weekend, inden pokalen igen blev hentet af to bådehold fra dameroklubben i Aalborg. Så nu var serveretten igen på Nibes hænder, og det skulle nu være op til Nibe Roklub at hente den hjem til sildebyen.

Søndag morgen stævnede fem Niberoere så ud i den 4-årers inrigger »VIPS2«, og de tog igen turen til Aalborg: Vibeke Borregaard, Lena Knudsen, Birthe Hjort, Kirsten Gundersen og Thorbjørn Borregaard roede på én og samme dag de 48 kilometer fra Nibe til Skudehavnen i Aalborg og retur, og pokalen er nu atter i Nibe.

Det første »pokalhold«, som Nibe Roklub i sidste uge sendte til Aalborg for at hente pokalen. Fra venstre: Lena Knudsen, Kirsten Gundersen og Helle Godiksen – her i Nibe Roklubs helt nye 2-årers inrigger, som ved den lejlighed var på sin første tur uden for dagligt rofarvand.
Den lille undseelige pokal, som hele konkurrencen handler om.