Efter en velafviklet og totalt udsolgt Nibe Festival, så er der kæmpe nyt fra Nibe Festival.

Det er langt om længe lykkedes at få Lukas Graham tilbage til Nibe. Torsdag d. 2. juli træder mægtige Lukas Graham op på Stor Scene midt i den smukke Skalskov. Nibe er selvfølgelig en del af denne eksklusive tour i hjemlandet. 

Verdensnavnet Lukas Graham
Lukas Graham er en artist, som logisk nok meget sjældent spiller Danmark. Gennembruddet worldwide betyder jo, at tourplanen også rammer det meste af verden. Altså en kæmpe kontrast til d. 6. september 2011, hvor Lukas Graham lagde en hjemmelavet video med Criminal Minds op på YouTube, og hvor Forchhammer samtidig takkede for de første 500 likes på Facebook!

”Det er en vild rejse Lukas og bandet har været på. Jeg hørte dem i efteråret 2011 til en meget intim og varm koncert på det daværende Revolution i Maren Turis Gade i Aalborg. Tror ikke, nogle af de vel godt 100 gæster der var tilstede den aften, var i tvivl om, at der var noget helt specielt under opsejling, uden dog at ane, hvor stort det her ville blive” siger festivalleder Peter Møller Madsen.  

For ja, siden kom det store nationale gennembrud og lidt senere det internationale, og resten er jo en helt fantastisk historie.

Fjerde koncert i Nibe
Det er fjerde gang, at Lukas Graham gæster Nibe. Første gang i gennembrudsåret i 2012, året efter var bandet også på skovtur i Nibe, og sidst de spillede Nibe var så i 2015, hvor Lukas Forchhammer i øvrigt også optrådte med Suspekt til en af de mest legendariske Suspekt-koncerter.

”Koncerten i Nibe er selvfølgelig endnu et highlightet kapitel, og lige så selvfølgelig bliver Lukas Graham et af hovednavnene på Nibe 2020. Det var han sammen med Robbie Wlliams tydeligvis også til Smukfest i sidste uge. Det var to koncerter der stopfyldte området omkring bøgescenerne” – slutter Peter Møller Madsen

Lukas Graham kickstarter billetsalget
Offentliggørelsen af Lukas Graham sætter samtidig i dette øjeblik billetsalget i gang. I første omgang med et presale på et begrænset antal partout- og dagsbilletter til de mange tusinde, som abonnerer på festivalens nyhedsbrev. Under presale sparer billetkøberne 200 kr. på partoutbilletten. Fra på onsdag kl. 10 åbner det ordinære billetsalg.

Man må sige, at sæsonen frem mod Nibe 2020 nu er skudt i gang med et gigantisk brag. Med de massive røde lygter, den perfekt afviklede festival og Lukas Graham på plakaten, forventer vi stor søgning på både partout- og torsdagsbilletterne.