Nibe Roklub tog sig af hhv. GULD til Casper Pedersen i mændenes havkajak, SØLV til Birgitte Larsen og BRONZE til Mette Godsk Nicolajsen - to sidstnævnte i damernes havkajak.

Nibe Roklub var lørdag arrangør af Dansk Kano og Kajakforbunds Danmarksmesterskab i 22 km maraton for havkajak og surfski. Mesterskabet blev afviklet på Limfjorden, i området mellem Nibe og Gjøl på fjordens nordkyst, hvor Gjøl Ro- og Kajakklub var samarbejdspartner om et vendepunkt og support på fjorden ved Gjøl.

Og selve løbet levede i høj grad op til sin egen titel, nemlig DM Ocean Race. Mange har den forventning til Limfjorden, at det er et roligt farvand, men det er langt fra tilfældet, når vejret arter sig som det gjorde lørdag, hvor en sydlig vind på 7-9 sekundmeter blæste over Nibe og Gjøl Bredninger, suppleret af regnbyger, der lejlighedsvis gav kraftig nedsat sigtbarhed.

Løbets deltagere blev startet samlet for de fire klasser: Havkajak for hhv. damer og herrer, samt surfski for hhv. damer og herrer. Som repræsentant for Aalborg Kommune, der officielt støtter Nibe Roklub som arrangør af løbet, roste viceborgmester i Aalborg Kommune, Kristoffer Hjort Storm, Nibe Roklub for engagementet og han bød samtidig løbets deltagere velkommen til Nibe i Aalborg Kommune.

21 roere stillede op til start i de fire klasser – et deltagerantal, som vi godt kunne have ønsket os en del større, for løbet rute, farvandets beskaffenhed og passende med vind og bølger til en ret hård rute; det skulle være »guf« for enhver havkajakroer med lidt fart i blodet, siger Nibe Roklubs kajakchef Jacob Norris.

Resultater:
SURFSKI, herrer:
1. Ronnie Dalsgaard, Klampenborg Kano og Kajakklub (1:58:26) Danmarksmester
2. Lutz Erichsen, Kolding Kajakklub (1:59:31)
3. Martin Møller Friedrichsen (2:13:31)

SURFSKI, damer:
1 . Emma Broberg, Skovshoved Roklub (2:18:12) Danmarksmester
2 . Katrine Z. Leth-Espensen, Klampenborg Kano og Kajakklub (2:31:33)

HAVKAJAK, herrer:
1 . Casper Pedersen, Nibe Roklub (2:21:40) Danmarksmester
2 . Keld Pilegaard, Hellerup Kajakklub (2:31:00)
3 . Mikael Jacobsen, Kajakklubben Limfjorden (2:32:42)

HAVKAJAK, damer:
1 . Susan Lützner, Hellerup Kajakklub (3:00:33) Danmarksmester
2 . Birgitte Larsen, Nibe Roklub (3:21:21)
3 . Mette Godsk Nicolajsen, Nibe Roklub (3:28:12)