FODBOLD – Serie 1, kvinder

Team Viborg - Nibe: 3-0 (2-0)

Nibe Boldklubs bedste kvindehold i serie 1 skulle søndag møde det absolutte tophold Team Viborg, som har fejet alle modstandere af banen og vundet stort. En kamp pigerne helst bare ville have overstået, lyder det fra træner Diana Bergmos. 

– Men som pigerne er, går de ind med oprejst pande, og vil kæmpe alle 90 minutter. Vi mødte et topmotiveret Viborg hold, som ikke gjorde det nemt for os. Kort fortalt, så spiller de rigtig god fodbold. 

– Vi har et par enkelte chancer som vi desværre ikke får omsat til mål, og det skal man, hvis man vil drille sådan et hold som Viborg, konstaterer Nibe-træneren. 

Nibe stod godt defensivt, og vores forsvar fik lukket ned for det meste, samtidig med, at midtbanen overholder aftaler. Hele holdet kæmpede en kanon kamp, og jeg er tilfreds med resultatet, et 3-0 nederlag, er helt klart godkendt, slutter Diana Bergmos. 

Næste kamp er på lørdag kl. 12.00 på hjemmebanen i Nibe, mod rivalerne fra Hornum.