FODBOLD: Serie 1, herrer

Nibe – Thisted: 1-0 (1-0)

Målscorer: Niclas Schunck 

Gult kort: Niclas Schunck

Brandvarme Schunck slog til efter forarbejde af millimeter præcise Koldkjær

Thisted var på besøg på Nibe Stadion lørdag eftermiddag på en utrolig flot efterårsdag i september. Kampen betød, at nu vendte turneringen, således at de hold, man mødte ude, skal man nu møde hjemme. 

Det omvendte opgør i Thisted endte med en stensikker 4-0 sejr til Nibe.

Nibe havde virkelig noget at skulle vaske rent efter blamagen i Løgstør sidste runde, samtidigt fik Thisted en lussing på 7-1 i Støvring, så det var to hold, ramt på stoltheden, der skulle krydse klinger .

Hjemmeholdet var tvunget til at foretage en del ændringer. Dette betød at Jonas Koldkjær var at finde i start 11’eren. Det unge talent Victor Birkemose var ligeledes at finde i trænerteamets startopstilling. Dette på baggrund af hans gode kampe på klubbens andethold i serie 4.

Kampen startede med bolden mest på Nibefødder, mens Thisteds farlige angriber altid lå og lurede på omstillinger og søgte én mod én overfor Nibes forsvarspillere.

Nibe kom i 12. minut foran 1-0 på et mål af Niclas Schunck. I oplægget blev der talt om hurtig igangsættelse af dødbold og indkast. Jesper Droob tog et hurtigt indkast og Jonas Koldkjær blev spillet fri i den ene side. Koldkjærs speciale, millimeter præcise indlæg, endte for fødderne af brandvarme Niclas Schunck som flot scorede til 1-0.

Selvsamme Niclas blev blot 2 minutter før pausen præsenteret for et gult kort, efter en lidt for hård tackling.

Efter pausen trak hjemmeholdet sig længere tilbage på banen. Dette resulterede i, at Thisted kom meget i boldbesiddelse. Gæsterne kom dog ikke frem til de store chancer. Dem de havde, kommer der en hårdt kæmpende Nibespiller på tværs og får afværget.

Stillingen holdt kampen ud, og Nibe kunne atter nappe de 3 point og ligger pt på en førsteplads i serie 1.
Næste weekends kamp står for Nibeholdet på stadion i Hanstholm, hvor Nibe står til at håndhæve en revanche for efterårssæsonens tidligere nederlag mod fiskerbyens hold.

I kvindernes kamp lørdag, som på hjemmebanen i Nibe skulle stå mellem hjemmeholdet og Hornum, blev Nibe erklæret som vinder (3-0), idet Hornum ikke kunne stille hold.