Hvis man i den mørke måned november 1969 hørte musikken fra fire Nibe-knægte, kunne næsten lyde som indledningen til en kriminalfilm.

Mørk og »beskidt« bluesmusik med tung bas og trommespil,  brudt af skærende guitar riffs: Det var vist ikke hørt tidligere på disse kanter, hvor 60’ernes dansemusik med forbilleder som The Beatles, Hollies og Shadows var det, de fleste Nibe orkestre spillede.

Men Jens Chr. Staun, Lars Søbye, Peter Schack, Karsten Petersen og kortvarig deltagelse af Steen Saaby ville det anderledes. Her var det musikken fra orkestre som Cream, Jimi Hendrix, Velvet Underground og Van Morrison, man gik efter at kopiere og spille, og der blev – meget betegnende – øvet i et kælderlokale, hvorfor musikken derfor fint matchede betegnelsen »undergrundsmusik«.

Publikum til November 69 blev heller ikke det sædvanlige danselystne i Skal Pavillonen, Storvorde Hotel eller Vegger Kro. 

I stedet fik bandet succes, når de lokale ungdomsklubber samlede de unge til fest, eller når eleverne på nordjyske gymnasier slog sig løs til i festligt lag. Så skulle der skrues længere op for volumen knappen, og man skulle til en vis grad identificere sig med ungdomsoprøret.

Øvelokalet i Nibe holder sammen på bandet
Med tiden blev der længere og længere mellem koncerterne og ligeledes øvetimerne for de fire lokale musikere, men lejlighedsvis har de holdt sammen siden, og med nye muligheder for at øve sammen, da Musik i Nibe i 1980’erne etablerede øvelokaler i det tidligere sygehus-kapel, har de fire førstnævnte med mellemrum været samlet for at øve – og en sjælden mulighed for at opleve dem sammen på en scene har der ogsaå været.

Nu sker det så igen, for som den årvågne læser sikkert har opdaget, er det nu snart 50 år siden, vi skrev november 69. Så på fredag – fortsat dog i oktober – stiller november 69 i original besætning op, når Stejlepladsens Fredagscafé åbner dørene i Nibe Bryghus’ lokaler.

Klassisk situation fra orkesterets storhedstid omkring 1970. Fra venstre, bagest: Peter Schack og Jens Chr. Staun. Forrest Karsten Petersen og Lars Søbye.

Carma falmet, men »nerven« intakt
– Selv om vi ikke selv helt tror på fakta, så er også vi blevet 50 år ældre, og »carma’en« fra den-gang er falmet en smule. Til gengæld er spillelysten intakt, og vi er i dag musikalsk »skarpere« end længe, siger bandets guitarist Karsten »Phønix« Petersen. Som kælenavnet fortæller, voksede han op, mens forældrene drev det navnkundige hotel på Torvet i Nibe.

– Nu om dage er vi nok blevet en smule »rundere«, dog mest hvad angår musiksmagen og orke-sterets repertoire. For de helt tunge numre er næsten lagt på hylden, til fordel for mere klassisk 60’er musik med Kinks, Beatles, Yardbirds og Small Faces som forbilleder. Selv et »nyere« num-mer som REM’s »Man on The Moon« har vi fået indarbejdet, fortæller de fire, da Nibe Avis mødte dem samlet til en øve-session i »Kapellet«.

– Vi hygger os fantastisk sammen, og de musikalske hjerter banker fortsat. Nu er tre af os pensionerede, og vi har god tid til dels at dyrke »november 69«, men også andre musikalske sammenhænge. Karsten har f.eks. – helt aktuelt – ligget på »Dansktoppen« med sit Silkeborg-baserede orkester »Blafferne« og nummeret »Hjemme i min by«. Stilen ligger langt fra den, som November 69 praktiserer, men det viser trods alt en vis musikalsk spændvidde, siger Karsten til avisens udsendte. Også de andre orkestermedlemmer dyrker andre musikalske retninger. Mange vil vide, at Peter Schack spiller sammen i orkesteret »Tråd«, og såvel Lars Søbye som Jens Chr. Staun spil-ler sammen med hver deres børn.

Nye generationer – også på Stejlepladsen
Og netop den yngre generation; de stiller også op på fredagens stejleplads-scene. Og selv om de kun lejlighedsvis har spillet sammen, skal det nu prøves: Lars’ søn Anders spiller trommer, Jens Chr.’s søn Jesper spiller rockguitar og hans søstre Maria og Stine synger sammen med Karstens datter Sofie.

 Det bli’r på mange måder »stort« – både når vi fire sammen atter en gang står på en scene i Ni-be, og når vi skal se vore børn spille sammen, lyder det samstemmende fra de fire undergrunds-musikere, der nu i en sen alder er kommet lidt mere frem i lyset.