30 års T-shirts fra Smukfest* giver et billede af danskernes kultur. Nu kommer de på Nationalmuseet, og vises på TV2.

Nationalmuseet laver i samarbejde med TV2 udstillingen »En skat til Danmark«, hvor man fortæller de sidste 100 års Danmarkshistorie sammen med danskerne. Det er danskernes egne historier og ting, der spiller hovedrollen.

En af dem som bidrager til udstillingen er Morten Christensen fra Nibe, som har indstillet t-shirts fra Smukfest*. 

Han har været på festivallen i 30 år. T-shirts fra Smukfest kommer med i udstillingen som vidnesbyrd på vores festivalkultur, som har samlet os i årtier. Festivaller er uundgåelige i fortællingen om Danmark de sidste 100 år.

I udstillingen kan man yderligere se bilen, som Montgomery kørte i igennem Københavns gader i befrielsesdagene til hujende horder i 1945. Hjelmen fra brandmanden, som mistede livet i forsøget på at slukke ilden efter fyrværkeriulykken i Seest i 2004. Det brev, som en af de første Aids-patienter fik i 1985. Få hans historie om at vente på døden, indtil den dag en helt ny medicin forlængede livet og udviskede dødsdommen.

De nævnte genstande og mange flere er vidnesbyrd fra de sidste 100 år af vores danmarkshistorie fortalt af danskerne selv – og altså nu også på TV2.

Afsnittet med Morten Christensen sendes på TV2 kl. 20.55 den 17. februar.

* tidl. Skanderborg Festival.