Spillerne i Nibe Boldklub indledte mandag træningen, efter myndighederne for nylig åbnede for udendørs sport med let kontakt – på afstand.

Præcis klokken 17 mandag var spillerne i Nibe Boldklubs U9 drenge, U10 piger, U11 drenge, U14 drenge og U15 piger klar til at tørne ud til den første træningstime i år.

Ungdomsspillerne kom nemlig aldrig i gang med fodboldsæsonen, inden corona-krisen brød løs, og det regnede ned med påbud og forsigtigheds regler.

Der er fortsat en række restriktioner i kraft for fodbolden; bl.a. må der ikke spilles kampe, og til træning må der max. være 9 spillere og en træner på hver af de særligt indrettede kvadrater, som en normal forboldbane er opdelt i otte stykker af.

Corona-krisen tilsiger, at fodbolde efter brug skal vaskes grundigt, som det her sker i Nibe Boldklub. Forrest er det Alberte Røgilds, U10, Emil Staun, U13 – og bagest stadioninspektør Franz Trikker, træner Peter Røgilds (Piger U10) og træner Søren Staun (Drenge U13).

– Det giver naturligvis nogle udfordringer og en del ekstra arbejde med at gøre fodbold anlægget klar til træning, siger stadioninspektør Franz Trikker, der har arrangeret baljer med desinfektionsmiddel til afvaskning af bolde før og efter træning, og en række andre restriktioner, som skal overholdes. Her foruden er klubhuset fortsat lukket for ophold, omklædning mv.

Stadioninspektør Franz Trikker lægger her sidste hånd på opkridtningen af fodboldbanerne, mens Peter Gade holder skarpt øje med, at retningen holdes.

– Vi har de seneste dage arbejdet på at gøre banerne klar til vore mange hold, som jo er opdelt, så der max. er 10 personer om en banedel. Her kan der så trænes i teknik og skud mv., men egentlig kamptræning må vente til senere, når restriktionerne lempes mere end de er nu, siger stadioninspektøren.

– Og vi kan mærke, at børn som voksne virkelig glæder sig til at løbe lidt efter den lille runde, siger Franz Trikker – og han håber, at der allerede om tre uger bliver åbnet mere for mulighederne for at samles, for så vil der forhåbentlig også blive mulighed for at spille nogle træningskampe.