Fra 1. august overtager NorSoe Food forpagtningen af cafeteria funktionen i Nibe Idræts- og KulturCenter efter Heidi Nielsen. Det vil sige, at både centerlederstilling og forpagterstillinger nu er besat med nye navne i et nyt og endnu stærkere koncept til glæde for NIKC’s brugere og gæster, oplyser centerbestyrelsens formand Ole Kuhr. 

NorSoe Food drives i fællesskab mellem Søren Olsen og Thomas Kristiansen.

Tidligere i år etablerede de to kokke sig med en »Food Truck« – altså, en omrejsende take-away forretning med fokus på mindre, men innovative retter. Corona-krisen har så gjort sit til, at markedet har været begrænset de seneste uger, men vi har været »på gaden« med truck’en mange steder i Nordjylland, forklarer de to partnere.

Med opstarten af en Foodtruck midt i Corona krisen, har vi allerede fået rigtig god feedback, samt en start bedre end vi kunne have håbet på.

Eftersøgte et madhus
Så blev det tid til næste skridt, at skabe et »madhus«, hvor lokale samles til gode oplevelser, og samtidig giver mulighed for at udfolde sig gastronomisk og innovativt.

– Så snart vi hørte om muligheden for et køkken i Nibe Idræts og kulturcenter, var vi solgt, rammerne omkring centeret er perfekte til vores projekt, siger Søren Olsen til Nibe Avis.

– Vi vil komme med en række tiltag som samler by og opland, hvad enten det er til god mad, eller en god oplevelse, og skabe et madhus som fremmer lokalt producerede råvarer, samt involvere sig i lokalmiljøet, med sunde værdier som rød tråd igennem foretagendet.

NorSoe Food vil også arbejde for at sætte NIKC på det kulturelle landkortkort, vi har flere ideer og tiltag, som vil gavne lokale erhvervsdrivende og foreningsliv, lyder det fra Thomas Kristiansen, og han fortsætter:

– Fra Cafeen, vil det være et sundt og varieret udvalg, det vil også være stedet vi prøver nye tiltag og leger med maden.

Vi arbejder på muligheden for catering, diverse services til erhverv, og vigtigst af alt, at se tingene med innovative øjne, og altid prøve at skabe nye, samt forbedre vores eksisterende services.

NorSoe Food er startet af Søren Olsen med visioner om at lave noget nyt, noget som mange kan have glæde af. Søren er udlært kok fra Rold Gl. kro i 2004, og siden  arbejdet i forskellige storkøkkener og kantiner. Han har siden 2017 været en del af det Danske Cateringlandshold, og deltaget i VM i 2018 hvor det blev til en samlet tredjeplads, og IKA Culinary Olympics i 2020 hvor holdet opnåede den bedste placering til et dansk kokkelandshold nogensinde, Olympisk Guld.

Ole Kuhr siger på vegne af centerbestyrelsen:
– Vi har med ansættelsen af Morten Dahl Johansen som centerleder og senest Søren og Thomas fået et stærkt team, som sammen vil kunne løfte større opgaver i fremtiden, og sammen skal de nok få skabt nogle spændende tiltag. Bestyrelsen forventer at kunne markere ansættelserne når corona-krisen er ovre, forventet medio august.