Førsteholdet (Serie 1) i Bislev-Nibe Badmintonklub skulle i anden runde op imod et meget stærkt hold fra Gug. Første runde mod Klarup gik forrygende for Nibe-holdet, som her vandt 10-1, men mod Gug fik Nibenitterne betragteligt mere modstand.  Nogen vil måske sige at det var de to oprykningsfavoritter der mødtes allerede i denne runde. 

Nibe kæmpede og fightede det bedste de havde lært, og med lidt held i sprøjten, var det også blevet til en sejr. Desværre tabte Nibe en række tætte tresæts-kampe, og dermed løb Gug med sejren og de tre point. 

Et særligt lyspunkt i holdkampen var Amalie Holm som leverede to sejre i henholdsvis damesingle og damedouble. Amalie blev denne dag kåret som kampens spiller.

Næste opgør spilles på hjemmebane den 3. oktober mod Skallerup, hvor Nibe er storfavorit til at tage en sejr.