Snart kan Nibe Roklub igen tage imod medlemmerne – og der åbnes samtidig for tilgang af nye roere!.

Kajak- og roskole på vej
I disse dage indkalder Nibe Roklub til årets kajak- og roskole. Muligheden for at uddanne nye roere er, at det sker i små hold, og der åbnes i næste uge med et digitalt informationsmøde, som vi forventer at kunne følge op med fysiske aktivteter i april og maj, forklarer Birgitte Larsen, formand for Nibe Roklub.

– Kun en lille skare af kajak- roere, enkeltvis eller i små hold, har kunnet ro denne vinter, og al vor indendørs aktivitet har været lukket ned.

Derfor glæder vi os nu over udsigten til at starten en ny rosæson for alle klubbens ca. 140 medlemmer, som med et forsamlingsloft på 25 sagtens kan udøve vor udendørs sport, idet vi alene ror med én til max. fem personer i samme båd. Restriktionerne med »ingen klubhusaktivitet«, afvasking af vore både med sæbevand samt afspritning mv., kan vi sagtens leve med så længe det nu er situationen, siger formanden.

Reglementer har fået en overhaling 
Mens størsteparten af Nibe Roklubs normale aktiviteter har været begrænset eller helt lukket ned, så har bestyrelsen i vinter brugt en del Teams-møder i udvalg og bestyrelse på at justere og opdatere reglementerne for de forskellige roformer, klubben repræsenterer.

– Det er vigtigt at holde den søværts sikkerhed meget høj, og med en klub som vor i stærk udvikling og med nye bådtyper, skal vi altid have stort fokus på sikkerheden, slutter Birgitte Larsen.